Der er nu åbnet op for indsendelse af projekter til Bolia Design Awards 2020.

Siden 2007 har Bolia støttet og hyldet spirende talenter med Bolia Design Awards – og nu er det blevet tid igen.

Bolia opfordrer nu danske designere med alle baggrunde til at indsende deres projekter. Det oplyser Bolia i en pressemeddelelse.

Med Bolia Design Awards har juryen fokus på, at designet har en stærk identitet, er tidløst, og at det grundlæggende er inspireret af bæredygtige principper, som også er en kerneværdi for det danske møbelhus.

Der bliver uddelt i alt tre priser ved Bolia Design Awards: En førstepræmie på 50.000 kroner, en publikumspris på 25.000 kroner og en bæredygtighedspris på 25.000 kroner. Til publikumsprisen udpeger juryen otte finalister, der bliver offentliggjort på Bolias hjemmeside og sociale medier, hvorefter der vil være en afstemning, så publikum bestemmer, hvem der vinder.

Sidste år modtog Bolia mere end 500 bidrag fra hele verden. Med konkurrencen leder Bolia efter nye talenter, der kan overraske og udfordre juryen, hvor bæredygtighed, alternative materialer og skandinavisk enkelthed er i rampelyset.

Deltagerne kan indsende op til tre forskellige design indtil den 20. maj 2020. Bidragene skal præsenteres i form af tegninger, skitser eller 3D-modeller, der er ledsaget af en tekst, som forklarer idéen bag designet, materialevalget, samt hvordan designet passer ind i Bolias skandinaviske designverden.

Vinderne bliver offentliggjort den 18. juni 2020.