I kapløbet om at vinde Danmarks nationale designpris, Danish Design Award, er 53 designløsninger valgt ud som finalister. Se, hvem fra design- og møbelbranchen som har fået en plads i finalen.

Danish Design Award, der er et samarbejde mellem Dansk Design Center og Design Denmark, har netop løftet sløret for dette års finalister.

Prisen uddeles i 13 forskellige kategorier – fra sundhedsdesign, til forbedring af arbejdslivet – hvor i alt 53 løsninger er med i finalen.

 Alle finalisterne er udvalgt af en international ekspertjury. Ifølge juryformand Christina Halskov afspejler finalisterne de positive kræfter, der er til stede i design:

“Designerne og virksomhederne bag løsningerne viser, hvordan godt design kan være med til at løse klimaudfordringer, konflikter mellem mennesker, skabe muligheder for inspirerende læring og bryde med vanetænkning. I år har vi ligeledes set flere virkelig gode løsninger, der imødegår coronapandemien og gør en positiv forskel for mennesker i en svær tid. Det kan være noget så enkelt som at få flere til at spritte hænder med en veldesignet dispenser eller gøre det digitale møde til en positiv oplevelse med en velfungerende online platform,” siger Christina Halskov i en pressemeddelelse.

 

Design- og møbelvirksomheder i finalefeltet

Flere brands og virksomheder fra den danske design- og møbelbranche er med i finaleopløbet.

I Feel Good – Product-kategorien er Le Klint finalist med lampen Soleil, og i kategorien Feel Good – Furniture finder man Takt med deres Arc Chair, Laura Bildes og Linnea Ek Blæhrs New Wave-tæppekollektion, KBH Tube-lampen fra Københavns Møbelsnedkeri samt spisebordsstolen 2,1 kg of Elegance fra Hans Sandgren Jakobsen og Asahi Wood.

I kategorien Game Changer finder man Målbars digitale værktøj, mens en finalist i Save Ressources-kategorien er materialeplatformen The Upcycl.

Du kan se samtlige af de 53 finalister her.

Prisuddelingen finder sted online torsdag den 25. november 2021 i samarbejde med Fredericia Furniture og Statens Kunstfond. Vinderne fejres ved en reception hos Dansk Industri den 9. december 2021.

 

Foto: Arc Chair, Takt