Social distancering og samfundssind er blandt de tendenser, der kommer til at præge fremtidens trends. Trends, der i en tid, hvor kreativiteten trues af sundhedskrisen, aldrig har været vigtigere. Derfor vælger pej gruppen at afholde årets tendkonference online.
Coronavirusset har for alvor rystet jorden under os og tvunget os ud i en ny virkelighed. En virkelighed, hvor det er gået op for os, hvor vigtigt det er at kunne omstille sig det uforudsigelige. Det gør det vigtigere end nogensinde for professionelle aktører at holde hovedet oven vande og orientere sig om nye og forandrede tendenser i samfundet.
Pandemien har blandt andet fået flere mennesker over hele verden til at stille morgenkaffen foran skærmen derhjemme i stedet for at møde ind på kontoret. Vi har med andre ord vænnet os til en hverdag, hvor vi undgår for megen menneskelig kontakt.
Ifølge den strategiske trendkonsulent Jill Hawkins vil denne tendens fortsætte ud i fremtiden, hvor flere af os vil bo og arbejde alene. I foredraget på pej gruppens trendkonference vil Jill Hawkins fortælle om de nye former for kommunikation, karrieremuligheder, levemåder og ’self-branding’ – og hvordan det vil påvirke fremtidens forbrugeres forventning til produkter og services.
Udover at have ændret vores måde at leve på midlertidigt – og måske også fremtidigt – så har pandemien ført til et øget fokus på samfundssind samt social- og miljøansvarlighed. Støttekampagner, donationer samt tid og ressourcer til at producere værnemidler har vist sig som klare lyspunkter i krisen.
Ejeren af retail trendbureauet Echochamber, Matthew Brown, fastslår, at disse fokusområder kun vil vokse sig endnu større – så store, at ingen brands har råd til at ignorere dem længere. I sit foredrag på trendkonferencen vil han fortælle om de globale trends inden for livsstil og retail, der er særligt aktuelle lige nu.
Ram plet med trend, farver og stil
Vores nye virkelighed gør det samtidig vigtigere end nogensinde før at ramme plet med trend, farver og stil i den kommende sæson.
Derfor vil trendkonferencen ligeledes kredse om fire af de største trendretninger for AW 21/22, herunder grundfortælling, farver, farvekombinationer og stilretninger, når pej gruppens trendredaktør, Rie Fjordsøe Rasmussen, afholder sit foredrag. Temaerne vil blive krydret med inspirerende internationale cases, der viser, hvordan temaet kan anvendes i praksis.
Sidst men ikke mindst vil konferencen også byde på foredrag af trendforsker og ejer af pej gruppen, Louise Byg Kongsholm, der vil omtale globale, europæiske og skandinaviske trends i en kontekst, der gør det muligt at udarbejde en tidsånds- og trendrigtig strategi samt tilpasse produkter og services hertil.
Den online trendkonference afholdes på syv forskellige datoer, hvor det altså er muligt at deltage online hjemme i stuen eller fra dit kontor. Konferencen afvikles via Zoom fra kl. 10:00 til 15:30, hvor der vil være indlagt pauser undervejs.
Læs mere om trendkonferencen, og hvad der er inkluderet i billetprisen her.