Julen falder tidligt i år hos den vestjyske køkkenvirksomhed Hanstholm Køkkener. Den adm. direktør har nemlig allerede i maj måned givet sine medarbejdere julegaver.

Detailhandlen lider under Covid-19, og flere har fundet på kreative løsninger for bedst muligt at kunne hjælpe de lidende butikker. Designbrandet Sackit har eksempelvis foræret sine kunder et gavekort til Aalborg City på 25 procent af det beløb, som den givende kunde har handlet for os dem.

Nu har endnu en virksomhed været kreativ og opfindsom i bedste samfundssindsånd. Den vestjyske køkkenvirksomhed Hanstholm Køkkener, har nemlig allerede i maj måned valgt at forære sine medarbejdere årets julegave i håbet om også at kunne hjælpe nogle af de forretninger, der lider under Covid-19-krisen. Det skriver tvmidtvest.dk.

Carsten Andersen, der er adm. direktør i Hanstholm Køkkener, ringede derfor til indehaver af Tøjeksperten i Thisted, Bent Sørensen, for at høre, om det ville være en hjælp, hvis han allerede købte julegaver til medarbejderne nu – og det kunne det.

”Det er jeg selvfølgelig glad for, for jeg får noget likviditet i min klasse, som jeg står og mangler lige i øjeblikket på grund af den faldende omsætning, så vi mangler penge til at betale for varerne, vi har fået hjem i januar og februar,” udtaler Bent Sørensen til tvmidtvest.dk.

Der er blevet købt gavekort til Tøjeksperten til mændene, mens der er købt gavekort til en dameforretning i Thisted til kvinderne.

Carsten Andersen håber, at andre virksomheder vil lade sig inspirere af idéen, så flere er med til at hjælpe detailhandlen.