I et år med mange usikkerheder er direktør Knud Erik Hansen særligt stolt over at kunne aflægge det bedste regnskab i møbelvirksomhedens 113-årige historie. “Vi oplever stor vækst i både vores nabolande, men også på andre vigtige markeder som Japan og Storbritannien,” fortæller direktøren.
Det er efterhånden en kendsgerning, at danske designmøbler er gået som varmt brød det seneste års tid. Forbrugerne har i tiden med corona valgt at bruge pengene på at forskønne hjemmet – og det kommer blandt andre interiør– og møbelvirksomhederne til gode.
Endnu et regnskab fra møbelbranchen bekræfter udviklingen. I 2020-regnskabet fra Carl Hansen & Søn Holding A/S fortsætter møbelvirksomheden sin imponerende fremgang. For 11. år i træk skyder resultaterne i vejret, og både omsætningen og overskuddet når nye højder.
Omsætningen runder for første gang 700 mio. kroner – præcist 707 mio. kroner. I 2019 lå omsætningen på 673 mio. kroner. Hermed har Carl Hansen & Søn femdoblet omsætningen på et årti.
Bundlinjen stiger fra 27,7 mio. kroner i 2019 til 71,6 mio. kroner i 2020.
”Jeg er utrolig stolt over i dag at kunne præsentere det bedste årsregnskab i Carl Hansen & Søns historie, hvor både top- og bundlinje sætter rekord. Det er ingen hemmelighed, at det seneste år har bragt stor usikkerhed med sig. Derfor er jeg også særligt stolt af, at maskinerne kører, ordrebøgerne fortsat er godt fyldt op, og at vi oplever vækst på et konkurrencepræget marked,” fortæller tredje generation og adm. direktør Knud Erik Hansen i en pressemeddelelse.
Væksten forsætter videre ind i 2021, hvor første kvartal har sat omsætningsrekord.
Særligt nabolande vækster
Efterspørgslen på virksomhedens danske designklassikere er større end nogensinde før, forklarer Knud Erik Hansen.
Det er dog ikke kun interessen for klassikere fra eksempelvis Hans J. Wegner og Børge Mogensen, som forbrugerne efterspørger. Også efterspørgslen efter nyere designere som danske Rikke Frost og østrigske EOOS har været stigende.
”Efterspørgslen på vores danske designklassikere er større end nogensinde før, både nationalt såvel som globalt. Jeg er utrolig stolt over, at det, der startede som en lille møbelproducent i en baggård på Fyn, i dag er blevet til et dansk eksporteventyr. Vi oplever stor vækst i både vores nabolande, men også på andre vigtige markeder som Japan og Storbritannien,” siger Knud Erik Hansen.
Fremgangen var særligt stor i nabolandene, hvor Sverige havde en vækst på 26 procent, Norge en vækst på 27 procent, og Tyskland – ligesom Danmark – har oplevet en vækst på 20 procent.
Forstætter med at åbne flagskibsbutikker
Carl Hansen & Søn har i nogle år haft fokus på at åbne flagskibsbutikker rundt om i verden. I 2020 slog møbelvirksomheden dørene op til fire nye butikker i henholdsvis Paris, Hamborg, Warszawa og på fabrikken i Gelsted. I dag har virksomheden 13 flagskibsbutikker, som står for syv procent af omsætningen.
”Vores flagshipstores har vist sig at være en fantastisk forretning, der ikke blot skaber vækst i virksomheden, men også har en positiv og afsmittende effekt på alle de forhandlere, der sælger møbler fra Carl Hansen & Søn. Derfor har vi en klar ambition om, at Carl Hansen & Søn inden for de kommende år åbner endnu flere butikker i storbyer verden over,” siger Knud Erik Hansen, der løfter sløret for, at flere butikker at på vej, blandt andet i Helsinki.