En jysk møbelvirksomhed fortsætter vækstrejsen med endnu et positivt årsresultat. ”Vi er stolte over at producere i Danmark, og vores anvendelse af leverandører fra nærområderne har været en stor fordel under coronanedlukningerne,” udtaler direktøren.
Møbelvirksomheden Hammel Furniture leverer endnu et positivt årsregnskab med vækst på både top- og bundlinje.
Bruttoresultatet vækster fra 29,4 mio. kroner i forrige regnskabsår til 33,3 mio. kroner i 2020, ligesom også årets resultat oplever en markant fremgang fra 619 t. kroner i 2019 til 2,5 mio. kroner i det netop offentliggjorte årsregnskab.
Egenkapitalen er steget fra 21,7 mio. kroner i 2019 til 24,2 mio. kroner i 2020.
“Vi skal ikke lægge skjul på, at 2020 har været et turbulent år”
Året kickstartede med Hammel Furnitures hidtil bedste deltagelse på Kølnmessen efterfulgt af en global nedlukning, der satte væksten på pause.
Restriktionerne fik forbrugerne til at vende blikket indad og hjemad, hvor netop hjemmet blev en altafgørende base, som der er blevet investeret i som aldrig før.
”Vi skal ikke lægge skjul på, at 2020 har været et turbulent år. De mange op- og nedlukninger, opbremsninger og speederen i bund har udfordret organisationen meget,” udtaler adm. direktør Jens-Ole Staghøj og fortsætter:
”Coronatiden har på mange måder været en øjenåbner for nye måder at gøre tingene på. Selv om vi savner at komme på besøg hos vores kunder og tripper for at komme på landevejen og messer igen, så klager vi ikke,” fortæller han.
Virksomhedens produktion i Danmark har tilmed været en betydelig faktor under pandemien.
”Vi er stolte over at producere i Danmark. Vi tænker bæredygtighed ind, hvor det er muligt, og vores anvendelse af leverandører fra nærområderne har været en stor fordel under coronanedlukningerne,” pointerer Jens-Ole Staghøj.
Hammel Furniture har samtidig investeret i fremtiden ved at optimere produktionsapparatet og tænke endnu mere bæredygtighed ind i sin produktion, ligesom den erfarne brancheprofil Torben Villadsen for nyligt har tiltrådt i bestyrelsen som virksomhedens nyeste våben til vækst.
Også onlinedelen har fået større opmærksomhed end førhen.
Du kan se Hammel Furnitures placering på 365DESIGNs samlede rangliste over virksomheder i den danske design-, møbel- og interiørbranche her.
Nøgletal for Hammel Furniture A/S
| 2025 | 2024 | 2023 | |
| Omsætning | - | - | - |
| Bruttofortjeneste | 27.278.372 DKK | 13.658.995 DKK | 13.526.216 DKK |
| Resultat før skat | -4.929.653 DKK | -33.919.737 DKK | -17.895.760 DKK |
| Årets resultat | -5.255.588 DKK | -31.758.737 DKK | -14.021.310 DKK |
| Balance | 64.188.465 DKK | 66.096.805 DKK | 87.206.430 DKK |
| Egenkapital | 16.175.434 DKK | 20.431.022 DKK | 37.189.759 DKK |
Foto: Hammel Furniture





