I begyndelsen af februar vil det aarhusianske bolighus nu også være at finde i Aalborg.
Efter 12 års erfaring med et bolighus i Risskov i Aarhus og en længere tids søgning, er Bolighuset BoShop nu klar til at ekspandere med et bolighus på Østerågade i Aalborg. Det skriver Nordjyske.
Christopher Eis, der er ejer af BoShop, har længe været på udkig efter et lokalerne til endnu et bolighus, hvor han i samarbejde med sit team kan forhandle unikke kvalitetsmøbler. Det er altså lykkedes nu med en placering i Aalborg, hvor han fra den 1. februar 2020 kan glæde nordjyderne med et 1700 kvadratmeter stort BoShop.
”Vores varemærke er kvalitetsmøbler, som du ikke finder andre steder. De skal skille sig ud,” siger Christopher Eis til Nordjyske og uddyber:
”Vi tager rundt og finder forskellige antikviteter, hvor vi så kun har det ene møbel i forretningen. Det passer godt med trenden i tiden, at man gerne vil eje noget, der er specielt.”
Det er en målsætning for BoShop, at omkring 80 procent af møblerne, de sælger, ikke skal kunne købes andre steder i Danmark.
Christopher Eis ønsker at BoShop i Aalborg skal være et oplevelseshus, hvorfor han har planer om at åbne en café inde i butikken, når den rigtige samarbejdspartner dukker op.