Et comeback til den danske økonomi og en kraftig stigning i beskæftigelsen giver færre udbudte butikslokaler på Ejendomstorvet.dk end før krisen.

I foråret 2020 gik den i forvejen pressede detailhandel ind i coronakrisen med et rekordhøjt antal af tomme butikslokaler på de danske byers gadestrøg.

Nu – halvandet år efter – er billedet anderledes. Udviklingen er vendt, og Danmark har ifølge nye tal fra Ejendomstorvet.dk færre udbudte butikslokaler end før krisen. Det skriver Ejendomstorvet.dk i en pressemeddelelse.

“Coronaen og den første nedlukning ramte landet ved indgangen til andet kvartal sidste år, og de to næste kvartaler så vi stigende udbud af lokaler på Ejendomstorvet.dk’s portal. Siden er udbuddet faldet flere kvartaler i træk – især for lager- og produktionslokaler, som nyder godt af stigende nethandel, men også for kontorer og endda for butikslokaler, selv om mange spåede udbredt butiksdød,” siger Jakob Wegener, der er adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

På nuværende tidspunkt er lidt over 8.100 erhvervslejemål og ejendomme udbudt via Ejendomstorvet.dk. Udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder er faldet en sjettedel til lidt over en halv million kvadratmeter, mens de udbudte kontorarealer er skrumpet med 8 procent til knap 1,7 mio. kvadratmeter.

”Det faldende udbud af erhvervslokaler afspejler den gunstige udvikling i dansk økonomi i år med kraftig stigning i beskæftigelsen. Danmark er kommet helskindet gennem coronakrisen. Efter et kraftigt dyk i aktiviteten sidste år er vi nu tilbage med højere beskæftigelse og økonomisk aktivitet, end før landet lukkede ned. I samme periode med øget aktivitet er udbuddet af erhvervslokaler faldet,” siger Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening, i samme pressemeddelelse.

 

Foto: Pexels