Den nye opblusning af Covid-19 i Europa betyder at flere store retailere, blandt andre Jysk, nu er nødsaget til at lukke ned for fysiske butikker i mange lande.
Coronapandemien har igen fået fat i Europa. Det betyder yderligere restriktioner i mange lande, blandt andet med tvangslukning af fysiske butikker.
Det mærker blandt andre den danske retailmastodont Jysk. Kæden har de seneste dage lukket op mod 200 butikker i flere europæiske lande. Det skriver Finans.
Irland, Slovenien, Slovakiet og Tjekkiet er blandt de lande, hvor Jysk nu må holde dørene lukkede til sine butikker på ubestemt tid.
”I foråret var vi ikke forberedt på en situation med tvangslukninger af butikker i lande. Nu er vi bedre rustet og har planer klar, blandt andet ved at sikre at vi stadig kan bruge vores butikker til ’click & collect’, når det er muligt. Trods det er vi i en alvorlig situation med nye smitteudbrud i Europa, som dermed også vil påvirke vores forretning,” siger kommunikationsdirektør hos Jysk, Rune Jungberg Pedersen, til Finans.
Tilbage i foråret under det første store udbrud af coronavirusset måtte Jysk-koncernen lukke 2.000 butikker i en periode i marts og april. Koncernen har i alt 2.900 butikker i 51 lande.
Også andre store danske retailkoncerner er ramt af den nuværende tvangslukning af butikker, herunder modegiganten Bestseller og smykkekoncernen Pandora.
Foto: Jysk