For en måned siden offentliggjorde koncernen et 2019/20-regnskab, der igen slog rekord. Nu belønnes medarbejderne med svimlende høje bonusser. 

Der er blevet handlet godt i butikkerne på trods af coronakrisen. Derfor belønnes Jysk-medarbejderne nu med bonusser. Det oplyser Jysk selv ifølge Børsen i en pressemeddelelse.

Regnskabet for 2019/20 vidner da også om, at salget i Jysk er gået ganske godt – selv under nedlukningen af Danmark. Regnskabet er nemlig koncernens bedste indtil nu.

“Medarbejderne i butikkerne får bonus, efter hvor godt salget har været i netop deres butik. Så når de har fået en stor bonus, er det, fordi det er gået godt for Jysk. Samtidig er medarbejderne i Jysk-butikkerne jo nogle af dem, der ikke har haft mulighed for at arbejde hjemme, men som derimod er mødt på arbejde hver dag for at holde hjulene i gang gennem coronapandemien,” lyder det fra landechef i Danmark i Jysk, Bo V. Andersen.

Bonussystemet i Jysk betyder, at salgsbonus udbetales, ud fra hvor mange timer den enkelte medarbejder arbejder. Det betyder, at alle fuldtidsmedarbejdere får en lige stor del af bonussen, uanset om man er Store Manager eller butikselev. Ifølge Børsen er der blevet udbetalt bonusser på mellem 5400 og 95.000 kroner.

En del af Jysks butikker har dog været underlagt nedlukningen af eksempelvis storcentre, hvorfor disse butikker ikke har holdt åbent. Men medarbejderne fra disse butikker har i den periode arbejdet i andre Jysk-butikker, og derfor får de naturligvis også en bonus.

“De ansatte i de butikker arbejdede i den periode i andre nærliggende Jysk-butikker, og derfor skal de selvfølgelig ikke snydes for bonus. De har derfor fået bonus i forhold til vores gennemsnitlige salg i Danmark i den periode, hvor butikkerne var lukket,” siger Bo V. Andersen.

Der er i alt omkring 1250 ansatte i de danske Jysk-butikker på nuværende tidspunkt.

Foto: Jysk