Den konkursramte møbelkæde Biva er blevet opkøbt af mindre dansk møbelkæde. Biva-navnet skal øge kendskabsgraden til opkøberen.
I begyndelsen af marts måned annoncerede Biva, at de havde indgivet en konkursbegæring og dermed igen var på kanten af at gå konkurs. Blot få dage senere blev det en realitet, da Sø- og Handelsretten i København erklærede Biva konkurs. Nu har møbelkæden XL Møbler offentliggjort på sin egen hjemmeside, at de overtager Biva.
”Vi glæder os til at fortsætte driften af Biva”.
Sådan lyder overskriften på XL Møblers hjemmeside, hvor de annoncerer, at de overtager den konkursramte møbelkæde. XL Møbler håber på, at opkøbet af Biva vil være med til at øge kendskabsgraden til virksomheden.
”Biva er et kendt navn, som mange danskere kan nikke genkendende til. Møbelkæden har leveret møbler til de danske hjem siden 1982. Derfor håber vi hos XL Møbler på, at overtagelsen af Biva vil være med til at øge vores kendskabsgrad i hele Danmark,” skriver XL Møblers salgschef Claes Kronholm på virksomhedens egen hjemmeside.
Fremtidsplanen for Biva
Biva-butikken i Brøndby er blevet lukket. Dog vil Biva.dk forsat køre som hidtil. XL Møbler arbejder på at få gennemført de ordrer, som kunderne placerede i dagene op til konkursbegæringen.
”Vi er i dialog med Bivas tidligere leverandører og vognmænd, som har stået for distribution af kundeordrer. Som det ser ud, er en del ordrer ikke bestilt fra leverandørerne, som gør sagen vanskeligt,” konstaterer salgschefen.
XL Møbler håber på i det omfang, der giver mening for virksomheden, at redde så mange Biva-arbejdspladser og medarbejdere som muligt.