Hos Carl Hansen & Søn kan de nu føje endnu en flagskibsbutik til listen, når de åbner dørene i Paris. Udvidelsesstrategien er klar: Endnu flere butikker kommer til i fremtiden. Se billeder af butikken her. 

Carl Hansen & Søn går ind på det franske marked med åbningen af ​​en ny flagskibsbutik placeret i sjette arrondissement i Paris.

”Det franske marked viser en stigende interesse for klassiske møbler. Vi tror på, at de fine og elegante linjer i vores design vil blive værdsat af franskmændene,” udtaler virksomhedens CEO, Knud Erik Hansen, i en pressemeddelelse.

Virksomhedens ikoniske møbler vil blive præsenteret på butikkens 80 kvadratmeter i omgivelser, der er præget af typisk parisisk elegance. I butikken vil det primært være virksomhedens klassiske møbler, der bliver vist frem til franskmændene.

Åbningen af butikken er en del af virksomhedens udvidelsesstrategi, hvor målet er at åbne endnu flere flagskibsbutikker i fremtiden. En drømme-placeringen til en af de næste butikker har Carl Hansen & Søn udset sig i Shanghai. Det er nemlig særligt i Asien, at møbelvirksomheden oplever vækst. Planerne med denne butik er dog forsinket grundet corona-pandemien. Det skriver Retailnews, som har oplysningerne fra Finans.

Mens Carl Hansen & Søn venter på at kunne åbne i Shanghai, er planerne at åbne tre-fire butikker andre steder i Europa.

Foto: Carl Hansen & Søn