Nye norske momsregler får betydning for danske netbutikker

I Norge nedsætter de i det nye år momsgrænsen, og det kommer til at påvirke danske netbutikker, der sælger på det norske marked.

I Norge er Stortinget ved at vedtage en ny lov, der nedsætter bagatelgrænsen for momsbetaling på importvarer. Den går dermed fra 350 til 0 norske kroner.

Målet er især at ramme pakker fra Kina, men idet der nu skal betales moms af alle varer, vil også danske netbutikker, der sælger varer til norske kunder, blive påvirket af lovændringen. Det skriver Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH.

For fødevarer, slik og kosttilskud træder loven i kraft allerede fra 1. januar 2020. For øvrige varer træder loven i kraft fra den 1. april 2020.

”For mange danske netbutikker er Norge et attraktivt marked, så der er god grund til at tjekke sin nuværende momsbetaling i forhold de kommende nye regler,” udtaler kommunikationschef i FDIH, Henrik Theil, og fortsætter:

”Det norske skattevæsen, Skatte-etaten, skriver i sin omtale, at det bliver den udenlandske netbutiks ansvar at opkræve den norske moms, så den norske kunde oplever, at e-handel i udlandet svarer til e-handel i en norsk netbutik.”

Lovændringen er en del af den norske finanslov, og selv om der stadigvæk er usikre punkter, har PostNord allerede nu meldt ud, at det fortsat bliver transportørerne, der skal stå for momsregistreringen, når varer sendes til Norge.