Midt i coronakrisen udvider butikskæden med et nyt online butiksunivers, der er en del af en større omni channel-strategi.
Købelystne kunder kan nu købe et løbende udvidet udvalg af Søstrene Grenes omfangsrige sortiment hjemme fra sofaen. Butikskæden har nemlig åbnet en ny webshop, og det er en af virksomhedens største nyheder i Danmark siden åbningen i 1973, lyder det i en pressemeddelelse fra Søstrene Grene.
Webshoppen er annonceret tilbage i august sidste år og er et led i en større omni channel-strategi. Kernetanken i denne er samspillet mellem fysisk butik og digitale kanaler, herunder den nye webshop. Kædens kunder vil blandt andet have mulighed for at bytte onlinekøb i de fysiske butikker, lyder det fra Søstrene Grene.
”Det skal være let for vores kunder at handle hos os, og man skal kunne genkende Søstrene Grene på tværs af alle vores kanaler og butikker. Vi ved, at mange af vores kunder besøger vores butikker for at blive inspireret, og derfor har vi også lagt vægt på, at den nye hjemmeside skal være et univers fyldt med inspiration til højtider, børnefødselsdage, hjemmebag, boligindretning, kreative DIY-projekter og meget andet,” udtaler adm. direktør for Søstrene Grene, Mikkel Grene, og fortsætter:
”Vi starter med en webshop, da vi oplever en kæmpe efterspørgsel på det fra kunderne. Men vi har mange flere omni channel-tiltag i støbeskeen over de kommende år, og vi arbejder også hastigt på at gøre webshoppen tilgængelig for kunder på flere markeder end det danske.”
Den nye webshop åbner midt i en coronatid. Lanceringsdatoen har været planlagt længe og er altså ikke bevidst fremskyndet, lyder det fra Mikkel Grene.
”Ligesom mange andre virksomheder er vi, vores partnere og alle medarbejdere meget påvirket af situationen. Vi har efter grundig overvejelse valgt at holde fast i datoen, da vi kun har oplevet endnu større efterspørgsel fra vores kunder i denne tid, og også fordi vi som virksomhed har et ansvar i at drive vores forretning videre på bedst mulig vis i en svær tid,” siger han og fortæller, at der løbende vil blive tilføjet nye funktioner og produkter på webshoppen.
”Det er selvfølgelig en alvorlig og uvirkelig situation for os”
Søstrene Grene har, foruden den nye webshop, 250 butikker fordelt på 16 lande, og af dem er alle danske samt en stor del i udlandet midlertidigt lukket som følge af Covid-19, fortæller adm. direktør i Søstrene Grene, Mikkel Grene, til 365DESIGN.
”Det er selvfølgelig en alvorlig og uvirkelig situation for os. Det rammer os naturligvis på omsætningen, og vi vurderer desværre, at det vil tage lang tid at komme tilbage på normalt niveau,” udtaler han.
Ansatte i de lukkede butikker og 40 lagermedarbejdere er hjemsendt, og 24 medarbejdere er afskediget fra hovedkontoret, idet deres stillinger er nedlagt. Beslutningen er truffet på baggrund af, at virksomheden ikke har kunnet sende medarbejdere fra hovedkontoret hjem og lukke ned for en række funktioner.
”Det er en alvorlig og trist konsekvens, at vi nu skal sige farvel til dygtige og værdsatte medarbejdere, men desværre nødvendigt. Det kommer til at tage mange måneder, før vores omsætning er oppe på et fornuftigt niveau igen, og derfor er vi nødt til at tilpasse os som koncern og agere i forhold til den aktuelle situation,” lyder det fra Mikkel Grene, der fortsætter:
”Der er meget usikkerhed blandt forbrugerne lige nu, men prismæssigt ligger vi der, hvor man fortsat vil kunne få en god indkøbsoplevelse hos os uden de store investeringer. Jeg er derfor ikke bekymret for, om vores omsætning vil stige igen, men det vil tage tid at komme derhen.”
Som situationen er nu, har den adm. direktør store forventninger til onlinesalget.
”Vi tror, at online kan give os en fin omsætning i en ellers svær tid. Vores lager og distribution er på plads trods coronakrisens udfordringer, så jeg satser på, at det kan lykkes. Netop online er jo sat i søen helt uafhængigt af den aktuelle krise,” udtaler Mikkel Grene til Jyllands-Posten.
I dialog om husleje
Coronavirusset har også ført til væsentlig færre handlende i gadebilledet, og mange forretninger føler sig presset på likviditeten og har derfor bedt om huslejenedsættelser. Hos Søstrene Grene er man i ”god og konstruktiv dialog” med udlejere i de 16 lande, hvor kæden er repræsenteret, siger driftsdirektør i Søstrene Grene, Bjørn Bach Eriksen, til 365DESIGN.
”Det er en kritisk situation for alle, såvel lejere som udlejere, da vi for det første ikke ved, hvor længe krisen kommer til at fortsætte, og for det andet ikke endnu ved, hvilken effekt de respektive hjælpepakker kommer til at få. I nogle lande som eksempelvis Tyskland er de netop ved at indføre en ny lov, som skal sikre en model, som tager højde for, at både udlejer og lejer kan komme helskindet igennem krisen,” udtaler han og fortsætter:
”Mange udlejere har vi har samarbejdet med i over 10-20 år, og vi er dagligt i dialog med flere af dem, hvor vi også deler viden fra andre lande. Dialogen er trods omstændighederne rigtig god og konstruktiv, og vi vil samarbejde tæt, både nu og efter krisen – hvor man kan få forvente at der vil gå et stykke tid før tingene er mere normaliseret.”