Med 245 fysiske butikker i porteføljen udvider Søstrene Grene nu forretningen med en webshop.

I juni 2018 rundede detailkæden Søstrene Grene 200 butikker. I dag, lidt over et år efter, står virksomheden med 245 fysiske butikker i porteføljen, og nu er der flere store forandringer i vente.

Først og fremmest har Søstrene Grene netop offentliggjort, at de lancerer en webshop. Beslutningen bunder i høj grad i at øge omsætningen, men også serviceniveauet skal have en overhaling. Detailhandlen står over for mange udfordringer lige nu, og selv om Søstrene Grene ikke føler sig påvirket, så er det vigtigt for dem at tilpasse sig efter kundernes personlige behov.

”Dele af detailhandlen står måske på en brændende platform, men det føler vi ikke, at vi gør. Vi har ikke oplevet et fald i kunder, så det har ikke været en nødvendighed at starte en webshop, men et valg,” siger adm. direktør og medejer af Søstrene Grene Mikkel Grene til Finans.

Webshoppen gør, at Søstrene Grene har mulighed for at have et lager af større møbler, hvilket vil give plads til mere interiør og nips i de fysiske butikker.

Udover at oprette en webshop, så skal der også ske en større udvikling i de fysiske butikker. Her skriver Finans, at Søstrene Grene overvejer større, men færre butikker. Det skal sikre, at kunderne stadigvæk vil køre efter den fysisk butik, selv om onlineshoppen vil eksistere fremover. Det er nemlig fortsat de fysiske butikker, der skal være kædens rygrad og varemærke.