Ejer og direktør i Rosendahl Design Group, Henrik Rosendahl, videregiver direktørrollen og bliver bestyrelsesformand i virksomheden.

Henrik Rosendahl, der har været ejer og direktør i Rosendahl Design Group siden 2005, forlader nu stillingen som CEO i familievirksomheden. I stedet fortsætter han som bestyrelsesformand i virksomheden.

”Det er ikke noget, som man lige har besluttet i en familievirksomhed. Det har været en længere proces, men vi er en vækstvirksomhed, som er vokset hastigt gennem opkøb. Vi er nu i en fase, hvor der skal skabes større synergi mellem vores mærker. Vi afsætter designprodukter til en dansk og international detailhandel i stor forandring. Det kræver nye måder at gøre tingene på,” siger den 48-årige afgående direktør til Finans.

Kandidaten, som overtager topposten i stedet for Henrik Rosendahl, er allerede fundet. Valget er faldet på den erfarne, eksterne brancheaktør Mette Maix, som fra den 9. marts 2020 har ansvaret for driften i Rosendahl Design Group, der årligt omsætter for omkring 600 mio. kroner. Henrik Rosendahl og Mette Maix lærte hinanden at kende i august 2019, da hun dengang trådte ind i Rosendahl Design Groups bestyrelse.

Den nyudnævnte direktør kommer med erfaringer fra tidligere direktørjobs hos blandt andet Flying Tiger Copenhagen, Berlingske og Salling Group.

Mette Maix ser frem til i det nye job at arbejde tæt sammen med den nye formand og ejeren af familievirksomheden.

”Det er fantastisk at skulle arbejde med kendte designklassikere og i et andet led af værdikæden som leverandør, da jeg tidligere havde fokus på butiksdrift. Samtidig lægger jeg vægt på at være i en virksomhed, hvor jeg er helt tæt på ejeren. I hele forløbet har vi brugt tid på at definere vores nye roller, så de er afklarede,” siger Mette Maix til Finans.

Udover at Henrik Rosendahl fratræder sin stilling som direktør, så går Rosendahl Design Groups VP i Strategy & Corporate Communication, Charlotte Fly Andersen, også nye veje.