Designvirksomheden Woud henter kompetencestærk brancheprofil med mere end 20 års erfaring i møbelbranchen.

Designvirksomheden Woud, der har hovedsæde i Horsens, har netop ansat Jesper Bruun som ny produktchef til at lede produktudviklingsfasen og kvalitetssikringen.

Jesper Bruun har gennem de sidste 13 år bestredet poster hos Carl Hansen & Søn som blandt andet teknisk chef, udviklingschef, supply chain-direktør og senest Product Manager.

Med sine mere end 20 års erfaring i møbelbranchen var motivationen for at søge stillingen hos Woud ikke til at tage fejl af.

”Woud er en virkelig spændende virksomhed med lækre produkter i høj kvalitet. Det er en virksomhed, som er nået langt på kort tid, og der er store ambitioner for vækst i fremtiden, hvilket er en drivkraft for mig. Jeg glæder mig til fortsat at kunne udvikle arkitekttegnede møbler i høj kvalitet her hos Woud og bruge mit store netværk fra branchen,” siger Jesper Bruun.

Kreativ direktør hos Woud Mia Koed glæder sig over ansættelsen.

”Det er klart, at i takt med, at vi produktudvikler som aldrig før, er ansættelsen af Jesper – med de stærke kompetencer han har – virkelig en stor gevinst for os,” understreger hun.

Jesper tiltrådte stillingen hos Woud pr. 1. april 2021.

 

Foto: Jesper Bruun, Woud