Gubi får ny CEO

Den danske designvirksomhed har udnævnt ny direktør. Han følger efter Kenni Riise, som nu skal være CEO for en norsk virksomhed.

I en pressemeddelelse fra Gubi fremgår det, at designvirksomheden får ny CEO. Den nye mand, der tager plads i direktørstolen fra den 1. oktober 2020, bliver 50-årige Klaus Høeg-Hagensen

Den nye direktør kommer med erfaring fra flere toplederstillinger inden for medie- og televirksomhededer. Senest kommer han fra en stilling som CEO for Egmont Publishing A/S. Iinden da var han CEO for Stofa A/S og før det ansat hos JP/Politikens Hus i mere end 15 år.

“Klaus Høeg-Hagensens baggrund og erfaring gør ham til ideel CEO for Gubi. Bestyrelsen byder ham velkommen og forventer, at Gubis stærke brand udvikles yderligere, og at væksten fortsætter under hans ledelse,” siger Lars Munch, bestyrelsesformand for Gubi, hvortil Klaus Høeg-Hagensen tilføjer:

“Jeg glæder mig meget til at påtage mig den nye opgave for Gubi og ser frem til at fortsætte den positive udvikling med vækst og succes på tværs af virksomheden.”

Kenni Riise har været ansat hos Gubi siden 2016 og blev sidste år direktør for designvirksomheden. Før sommeren 2020 opsagde Kenni Riise sin stilling for at blive CEO for en norsk virksomhed. Gubi oplyser ikke, hvilken norsk virksomhed der er tale om.

Gubi blev grundlagt i 1967 og blev i 2018 solgt til kapitalfonden Axcel. Virksomheden er kendt som et førende dansk designbrand med fokus på møbler, belysning og interiørprodukter og kom i seneste regnskab ud med et årsresultat på 102 mio. kroner.

Foto: Fra venstre: bestyrelsesformand Lars Much, ny CEO Klaus Høeg-Hagensen, Gubi