Rosendahl Design Group har udpeget en ny bestyrelsesformand og styrket bestyrelsen med to nye profiler med ekspertise inden for international ekspansion og finans.

I kølvandet på Henrik Rosendahls beslutning om at vende tilbage som CEO hos Rosendahl Design Group er der sket ændringer i virksomhedens bestyrelse.

Jimmi Mortensen, som er CEO for den globale møbelvirksomhed Actona, er blevet udpeget som ny bestyrelsesformand for Rosendahl Design Group. Han har siden januar 2021 været næstformand i bestyrelsen, hvor han ifølge Henrik Rosendahl har bidraget betydeligt til virksomhedens udvikling.

“Jeg er særdeles tilfreds med, at Jimmi har takket ja til at overtage formandsrollen i Rosendahl Design Group. Jimmi har spillet en væsentlig rolle i professionaliseringen af bestyrelsen de seneste år, og med sin mangeårige erfaring med strategi, global produktion og internationalt salg i virksomheder med stærke danske rødder har han med stor indsigt og sikkerhed allerede sat sit væsentlige aftryk på vores fortsatte transformation,” siger ejer og CEO Henrik Rosendahl i en pressemeddelelse.

Virksomheden styrker også sin bestyrelse med to markante erhvervsprofiler: Kim Balle, som er Group CFO hos transportør- og rederivirksomheden TORM, samt Mikael Kruse Jensen, som er CEO for det globale livsstilsbrand BoConcept, tilføjes til bestyrelsen. Kim Balle bliver samtidig formand for det nye Revisionsudvalg hos Rosendahl Design Group, der skal øge fokus på designhusets økonomiske forhold.

“Med Kim og Mikael ombord tilføjer vi yderligere finansielle kompetencer samt betydelig erfaring med succesfuldt at rulle danske kvalitetskoncepter ud internationalt. Jeg ser overordentligt meget frem til samarbejdet med dem begge, som jeg er sikker på hurtigt vil bidrage. Udover at sikre god governance og rettidig omhu sætter vi med bestyrelsesændringen yderligere fokus på transparens i de uforudsigelige tider, der præger vores branche,” udtaler Henrik Rosendahl.

Som led i ændringerne, som alle træder i kraft i juni, udtræder tidligere CEO i Fritz Hansen A/S, Jacob Holm, af virksomhedens bestyrelse, og Rosendahl Design Group takker ham for hans meget kompetente bidrag gennem flere år. Udover Jimmi Mortensen, Kim Balle og Mikael Kruse Jensen består bestyrelsen af Nille Skalts, som er grundlægger og direktør for den Nordiske B Corp bevægelse.

Foto: Rosendahl Design Group