For at følge med den opadgående vækstkurve har designbrandet Spring Copenhagen den seneste tid oprustet på flere fronter. Denne gang har virksomheden ansat en brancheprofil, der skal øge opmærksomheden på retailkæderne og designbutikkerne.

Siden 2015 har den danske designvirksomhed Spring Copenhagen designet interiørprodukter og lamper – og det med stor succes. Regnskaberne er vækstet år for år, og i 2020 landede virksomheden en omsætning på 38,2 mio. kroner og sit hidtil bedste årsresultat på 5,9 mio. kroner.

For at følge med den positive udvikling ansatte Spring Copenhagen tidligere på året brancheprofilen Cindy Stoltze som salgs- og marketingchef.

Nu er der igen behov for at opruste på personalefronten. Derfor har designvirksomheden pr. 1. oktober 2021 ansat Kirsten Iversen til at supplere salgskorpset. Det oplyser Spring Copenhagen i en pressemeddelelse til 365DESIGN.

 

Led i konsolidering og udvikling af brandet i Danmark

Ifølge CEO hos Spring Copenhagen, Peter Sørensen, skal Kirsten Iversen ved med til at styrke relationen til de designbutikker og retailkæder, som forhandler virksomhedens produkter.

”Det vil betyde større opmærksomhed på alle de butikker, der forhandler vores produkter. Vi kommer både til at give kæderne ekstra opmærksomhed, men vi får også ekstra ressourcer til at nurse de butikker, der er specialiseret designfokus. Ansættelsen er et led i en konsolidering og udvikling af vores brand i Danmark, så vi styrker vores tilstedeværelse bredt i hele Danmark,” udtaler Peter Sørensen.

Kirsten Iversen er en kendt profil i branchen, som tidligere har været ansat som salgschef for Danmark hos både Rosendahl A/S og Rikki Tikki. Derudover har hun siddet i stillingen som salgschef for accessories hos Andersen Furniture A/S.

 

”Hun er kompetent og kender markedet”

Nyheden om Kirsten Iversens ansættelse vækker glæde hos Spring Copenhagens forhandlere. Blandt andre Thomas Olesen, kædechef hos Sinnerup, kender Kirsten Iversen fra branchen og ser frem til et godt samarbejde.

 ”Jeg er ikke i tvivl om, at Kirsten vil være en ressource i arbejdet med at styrke relationerne til retailkæder og specialbutikker. Hun er kompetent og kender markedet – og så har hun en dybdegående erfaring og netværk, som understøtter opbygningen af de relationer, der skal til for at fastholde og udvide sin vækst,” siger Thomas Olesen.

 

Foto: Kirsten Iversen, Spring Copenhagen