Endnu en måned er gået, og september blev en måned med mange rotationer på direktørgangene. Har får du et nedslag på nogle af de mest interessante jobskifter i branchen.
Dinesen
Hos den familieejede virksomhed Dinesen har man rystet posen mod en ny kurs på kunderejsen. Derfor er der nu oprettet en helt ny stilling i virksomheden, der skal understøtte og styrke oplevelsen af Dinesen fra kundernes vinkel. Det betyder en ny Chief Commercial Officer, som får ansvaret for både salg, marketing og teknisk afdeling. Titlen som CCO tilfalder Thomas Ellingsøe, der har bred erfaring fra bolig- og interiørbrancen gennem tidligere ansættelser hos blandt andet Kvadrat og Fritz Hansen og senest som VP for European Sales hos Maharam.
FDB møbler
Katja Falkenberg er tiltrådt som CMO hos FDB Møbler. Planen er, at Katja Falkenberg lede møbelvirksomheden ud på det internationale marked og videre ind i det digitale.
Gennem de seneste 10 år har Katja Falkenberg arbejdet som blandt andet Chief Marketing Officer for danske designbrands som Menu, Lyngby Porcelæn og senest som Brand Director hos Fredericia Furniture.
&Tradition
Den danske møbel- og interiørvirksomhed &Tradition har skiftet ud i bestyrelsen, hvor Søren Schøllhammer er blevet udskiftet med Lise Kaae, der er adm. direktør i Bestseller-koncernens moderselskab, Heartland. Baggrunden for udskiftningen er, at Søren Schøllhammer, der indtil 1. september 2022 var adm. direktør i investeringsselskabet Nine United, som ejer 90 procent af &Tradition, er stoppet.
Carl Hansen & Søn
Søren Schøllhammer er stoppet som adm. direktør hos Nine United og har per 1. september 2022 fået rollen som ny COO i møbelvirksomheden Carl Hansen & Søn, der har hovedkvarter i Gelsted på Fyn. Han overtager posten fra Lars Hansen, der i dag er rykket videre til HusCompagniet.
Ferm Living
Ferm Living har gennem en længere periode ryddet op på bestyrelsesgangen. 70 procent af designvirksomhedens aktier har siden 2020 ligget i kapitalfonden Maj Invest Equity med Erik Holm i front og som bestyrelsesformand for Ferm Living. Han er nu trådt tilbage, og virksomheden har indsat allerede siddende medlem Thomas Riis som konstitueret bestyrelsesformand.
Sengespecialisten
Efter ni år i Jysk, senest som e-commerce- og omnichannelchef, skifter Hanne Bang Vorre nu titel og arbejdsplads og bliver adm. direktør for Sengespecialisten. Det betyder også, at hun nu er ansvarlig for svenske Seng, som Lars Larsen Group også ejer.
Foto: Unsplash