Den østjyske møbelproducent Randers+Radius A/S har vundet en designpris ved dette års German Design Award 2020.

De danske møbel- og designvirksomheder bliver ved med at høste priser i udlandet. I september 2019 vandt Egetæpper en ærefuld pris i Nordbau i Tyskland, og i sidste uge offentliggjort By Lassen sin award-titel fra German Design Award 2020.

Nu fortæller endnu et brand, at de også kunne vende hjem fra German Design Award 2020 med en prestigefyldt pris.

Det er den østjyske møbelproducent Randers+Radius, som har vundet kategorien ’Excellent Product Design’ for sin Dry-stol, som er produceret i samarbejde med designeren Komplot Design. Det skriver Randers+Radius i en pressemeddelelse.

Ifølge Niels Kastrup, der er salgsdirektør og medejer i Randers+Radius, er det en ære, at udlandet lægger mærke til et af deres design:

”Vi er meget stolte over at have vundet German Design Award. Det er en anerkendelse af, at vi sammen med designeren Komplot Design har lavet en stol, som kan noget udover det sædvanlige, og det er der blevet lagt mærke til i det store udland.”

Hemmeligheden bag stolen er, at den er produceret i polyretan, som normalt anvendes til isolering. Niels Kastrup fortæller i pressemeddelelsen, at stolen overrasker mange, fordi den er behagelig at sidde i på trods af sit ellers minimalistiske og stramme udtryk.

Det er da også stolens overraskelseselement og dens særledes høje komfort, der bliver fremhævet af juryen i German Design Award, som derudover også påskønner det grafiske og minimalistiske design.