Med en ny kollektion præsenterer Applicata et nyt ståsted for brandet, der fremover vil producere så lokalt som muligt.

Det danske designbrand Applicata, der ved udgangen af marts opfordrede branchen til dialog og nytænkning som følge af Covid-19, markerer nu et nyt ståsted for virksomheden med en ny kollektion med nyt udtryk og materialer skabt af skandinaviske arkitekter, designere og kunstnere. Det oplyser Applicata i en pressemeddelelse.

“Vi har taget et aktivt valg for Applicata om at producere så lokalt som muligt. Derfor er alle vores produkter, nu og i fremtiden, produceret på familieejede værksteder i Skandinavien – fortrinsvis i Danmark,” udtaler adm. direktør i Applicata, Mette Løt, og fortsætter:

“Det interessante i vores design-dna er, at æstetik og vildskab fra aktuelle designtalenter og kunstnere, kobles sammen med traditionsrigt håndværk i form af produktion på familieejede, skandinaviske værksteder. Det er sådan vores kollektion er opstået.”

Den nye kollektion har samspillet mellem nye designtalenter og nordiske håndværkere som udgangspunkt og er et resultat af Applicatas seneste års arbejde med at finde ind til virksomhedens berettigelse, oplyser virksomheden.

Kollektionen er i materialer som messing, farvet glas og papir i kombination med udvalgte træprodukter fra Applicatas eksisterende sortiment. Fremover vil designbrandet fokusere indsatsen og vil derfor ikke sprede sortimentet over for mange produktkategorier, lyder det.

“Applicatas nye kollektion er skabt med tanke på ‘en særlig gave til en særlig anledning’, og vi har allieret os med nye, spændende designtalenter. Vi har fået nye, eksklusive materialer i spil, alt produceres i Skandinavien, og vi kommer til at sælge via en mere selektiv salgsstrategi. Så det er klart, at vi som designbrand opgraderer vores sortiment og ståsted, hvilket vi håber markedet vil tage rigtig godt imod,” udtaler Mette Løt.