Menu – med designselskabet Designers Company i ryggen – udvider sin portefølje med opkøbet af Brdr. Petersens Polstermøbelfabrik ApS. Opkøbet sikrer globale designrettigheder og dermed en udvidelse af Heritage Design-kollektionen.

Den danske designvirksomhed Menu har netop erhvervet Brdr. Petersen Polstermøbelfabrik ApS samt de globale rettigheder til alle designs fra den danske møbelmager og arkitekt Ib Kofod-Larsen.

Opkøbet kommer ikke langt tid efter, at virksomheden bag Menu, Designers Company, købte By Lassen tilbage i juni 2021.

”De to nye opkøb er et perfekt match til Menu og den overordnede ambition om at varetage både de tidligere og de nuværende designtraditioner for fremtidige generationer,” forklarer Danny Feltmann, Menus adm. direktør, i en pressemeddelelse.

Hvor By Lassen fortsatte som et selvstændigt selskab, bliver Brdr. Petersen Polstermøbelfabrik en del af Menu A/S efter opkøbet. Brdr. Petersen Polstermøbelfabrik fortsætter sin produktion i Fredericia.

Ifølge direktøren kan der være flere opkøb i sigte i fremtiden.

“Hele ideen med Designers Company som House of Brands er at udnytte synergien mellem brands. Så over tid kan der blive foretaget flere opkøb,” fortæller han til 365DESIGN.

 

Udvider designarven

Ib Kofod-Larsens design er ikke helt nye i Menu-regi. Designvirksomheden har i forvejen rettighederne til Knitting Lounge Chair af designeren.

Med opkøbet udvider Menu således sin Heritage Design-kollektion, som består af designarv fra Vilhelm Lauritzen, Arthur Umanoff , Tove og Edvard Kindt-Larsen og nu den fulde arv fra Ib Kofod-Larsen.

Ifølge Menu vil flere nye design blive tilføjet til Heritage Design-kollektionen de kommende år.

”Det ultimative mål er at introducere håndværksdesign, der holder i generationer fremover. Det virker helt naturligt at inkludere designarv i vores portefølje, der passer til Menus etos: Det er design, der allerede har vist sig modstå tidens tand,” lyder det fra Menus Brand & Design Director, Joachim Korbek Engell-Hansen.

De nyerhvervede design fra Ib Kofod-Larsens arkiv vil Menu lancere i løbet af 2022.

 

Foto: Brdr. Petersen