Ny medejer køber sig ind i FDB Møbler

Tidligere på året blev FDB Møbler udskilt som et selvstændigt selskab af Coop. Nu er omkring halvdelen af møbelvirksomheden solgt til ny medejer.

I starten af januar 2020 blev det offentliggjort, at Coop Danmark adskilte FDB Møbler og dagligvarekoncernen, så designvirksomheden blev et selvstændigt aktieselskab.

Nu har FDB Møbler fået ny medejer. De selvstændige brugsforeninger under Coop, Brugsforeningernes Låneforening, har købt knap halvdelen af FDB Møbler.

Det bekræfter koncerndirektør i Coop, Jan Madsen, overfor Finans.

”De selvstændige brugsforeninger har ønsket at være en del af FDB Møblers succes. Og derfor har de købt en andel, der svarer til deres andel af den samlede omsætning i Coop,” udtaler han til mediet.

Efter relanceringen af FDB Møbler tilbage i 2013 er der kommet fart på salget og udvidelsen af møbelvirksomheden. I dag forhandles FDB Møbler på Coops webshop, i ni fysiske butikker i Danmark samt i eksterne design- og møbelbutikker. De fremtidige mål er at øge eksporten.

”Målet er at vokse i udlandet, således at vi sikrer, at FDB Møbler kan forblive en sund og vedvarende designvirksomhed til gavn for vores ejere, som er 1,8 mio. danske husholdninger,” fortalte Ole Kiel til 365DESIGN tidligere på året.

Foto: FDB Møbler