Under det nye initiativ Rosendahl Design Icons samler virksomheden sine mange brands på én webshop. Flere nye tiltag er på vej.

Gennem to generationer har Rosendahl-familien genopdaget, udviklet og bevaret dansk design og brands i det familieejede designhus, Rosendahl Design Group, der står bag brands som Rosendahl, Kay Bojesen Denmark, Kähler, Holmegaard og Bjørn Wiinblad Denmark.

Med en vision om at bevare og udvikle danske designikoner lancerede virksomheden tilbage i marts abonnementsmodellen ‘Design Square’. Nu er Rosendahl Design Group klar med endnu et nyt initiativ for at tilpasse forretningen til den moderne forbrugers behov, hvor multibrandmarkedspladser og convenience er afgørende i indkøbsoplevelsen.

Det nye initiativ går under navnet Rosendahl Design Icons og vil være en fælles platform for alle virksomhedens brands. Platformen skal gøre det nemmere for forbrugerne at få et overblik over og opdage virksomhedens brands.

Det første skridt i lanceringen af Rosendahl Design Icons er en ny multibrand onlinehandelsplatform, www.rosendahl.com. Hvor forbrugerne før har skulle shoppe rundt på individuelle webshops for de enkelte brands, kan de nu finde alle Rosendahl Design Groups brands samlet ét sted.

”Vi vil gerne gøre det nemt for alle at shoppe designprodukter af høj kvalitet, både de tidløse klassikere og nye moderne designs. Vi repræsenterer ikonisk design og anerkendte brands, som alle har sat et solidt aftryk på den særlige designtradition, der har gjort dansk design eftertragtet i hele verden. Nu har vi samlet alle vores brands og ikoner ét sted online, og på den måde kan vi gøre det nemmere som forbruger at købe ind i den danske designarv uafhængigt af brand,” lyder det fra Sofie Linddahl-Jessen, Vice President for Salg og Marketing hos Rosendahl Design Group.

Fremadrettet vil Rosendahl Design Groups kommunikation til slutforbrugeren både være kampagner med fokus på individuelle brands og multibrand-kampagner.

 

Magasin på vej

Ifølge Sofie Linddahl-Jessen vil Rosendahl Design Icons ikke kun give værdi for forbrugerne. Også Rosendahl Design Groups kunder kan se frem til at høste frugten af det nye initiativ.

”Vi regner med, at initiativet har positiv indflydelse for vores kunder, da vi gennem Rosendahl Design Icons vil inspirere forbrugeren inden for indretning og design og positionere vores brands endnu stærkere,” fortæller hun til 365DESIGN.

Som det næste led i det nye initiativ udkommer Rosendahl Design Group med sit første trykte magasin i oktober 2020. Det bliver omdelt med flere af de førende design- og livsstilsmagasiner samt distribueret online.

”I magasinet vil vi inspirerer på tværs af brands og gøre os mere relevante for forbrugerne på den måde. Rosendahl Design Icons favner alle vores brands og er derfor også en kommunikationsplatform, som vi fremadrettet vil bruge som afsæt for at lave forskellige marketing tiltag,” forklarer Sofie Linddahl-Jessen.

Den nye multibrand-handelsplatform www.rosendahl.com er netop lanceret.

Foto: Rosendahl Design Group