I dag fredag går det løs i Frankfurt, når Ambiente – endnu engang i selskab med Christmasworld og Creativeworld – blænder op for Europas største livsstilsmesse. En begivenhed der igen i år har lokket en række af Danmarks helt store interiør– og designbrands til Tyskland.
4.928 udstillere og 140.000 besøgende fra 170 lande fordelt over et 360.000 kvadratmeter stort udstillingsareal.
Sådan lød matematikken i kølvandet på forrige udgave af Ambiente, der blev afviklet i januar sidste år. Nu er det atter blevet tid til, at besøgende fra hele verden valfarter til Messe Frankfurts kolossale messeområde for at få en forsmag på de kommende nyheder og trends inden for livsstil, design og interiør.
Den 7. – 11. februar vil Ambiente endnu engang slå messepjalterne sammen med de to andre fagmesser Christmasworld og Creativeworld og sammen danne Europas største livsstilsmesse. Udover de tusindvis af udstillere, vil messen også byde på et indholdsrigt program med ekspertforedrag, spændende præsentationer og temaer, der peger mod fremtiden – fra bæredygtighed og design til digitale trends og fremtidens detailhandel.
Som altid har en stribe danske interiørbrands også fundet vej til Ambiente, og i år tæller de danske udstillere 47 brands. Her finder man blandt andet en række store brancheaktører inden for interiør så som Rosendahl Design Group, Stelton, F&H Group, Eva Solo, Aida, Bloomingville, Broste Copenhagen og Ib Laursen. Derudover har andre danske designbrands som Lind DNA, Design Letters, Morsø, New Mags og Witt Denmark også taget opstilling på messen.
Igen i år vil Ambiente tage udgangspunkt i de fire segmenter ‘Living, Giving, Working, and Dining’:
Living
Besøgende på Ambiente 2025 kan se frem til nye produkter og markedsintroduktioner i det nykuraterede område ‘Interior Looks’ i Hal 3.1. Dette område vil præsentere førende interiørbrands med særligt fokus på produkter ‘Made in Germany’. Med ‘Interior Looks’ fortsætter Ambiente sin ekspansion inden for moderne boligindretning, kontraktmarkedet og hospitality-sektoren, samtidig med at det styrker sit udvalg af premium-møbler.
Giving
Sektionen ‘Urban Gifts, Stationery & School’ i Hal 4.2 byder på alt, hvad der er nødvendigt, for at udvide både kernesortimentet og supplerende produktkategorier inden for – blandt andet – gaveartikler, papir- og skriveprodukter samt lykønskningskort.
Working
Siden sin Ambiente-debut i 2023 har segmentet ‘Office Design & Solutions’, med fokusområdet ‘Future of Work’, været i vækst på messen. Derfor vil 2025-messen også inkludere nye udstillere, der står klar til at præsentere innovationer, der omdefinerer æstetik og funktionalitet på fremtidens arbejdspladser.
Dining
Ambientes Dining-sektion er alt til bordet, og hvert eneste år udgør dette fokusområde scenen for husholdning og madlavning. Det er lige fra service, køkkenudstyr, opbevaringsløsninger og hårde hvidevarer til løsninger til både hjemmet og hotel- og restaurationsbranchen.
Hvor: Messe Frankfurt, Frankfurt i Tyskland
Hvornår: Den 7. – 11. februar
Foto: Ambiente