Den tyske messe melder sig i rækken af brancheevents, der må aflyse som følge af Covid-19.
Det ny coronavirus har allerede flere messer og brancheevents på samvittigheden. Blandt andre har verdens største møbelmesse, Salone del Mobile i Milano, valgt at udskyde årets messe til næste år, og ligeledes har danske Trends & Traditions set sig nødsaget til at aflyse sin brancheevent.
Nu melder endnu en messe sig i rækken. Den tyske design- og interiørmesse Nordstil har nu også valgt at aflyse sommerens messe som følge af de restriktioner, Covid-19 har medført. Det oplyser Nordstil i en pressemeddelelse.
”Nordstil-teamet har arbejdet med en bred vifte af løsninger for at tilbyde en attraktiv bestillings- og udvekslingsplatform for vidt forskellige former for handel i disse svære tider. Vi ville meget gerne have tilbudt industrien dette. Dog har nuværende føderale og statslige beslutninger desværre tvunget os til at aflyse eventen,” udtaler bestyrelsesmedlem i Messe Frankfurt Exhibition GmbH, der står bag Nordstil, Stephan Kurzawski.
Udskydelse har ikke været mulig
Arrangørerne har i første omgang villet udskyde messen, men det har ikke har været muligt.
”I tæt samarbejde med vores kontakter i Hamborg har vi undersøgt alle muligheder for at udskyde Summer Nordstil 2020 til en dato efter forbudsperioden. Desværre er udstillingsstederne i Hamborg allerede fuldt bookede i september, så vi har lige nu ikke plads til en udskydelse af Nordstil. Ændrer det sig, vil vi undersøge en hver mulighed for en ny dato i samarbejde med branchen,” lyder det fra Nordstil Group Show Director, Philipp Ferger.
Den næste Nordstil messe løber således, som det ser ud nu, af stablen mellem den 16. til den 18. januar 2021.