Stockholm Design Week samt Stockholm Furniture Fair er netop skudt i gang i den svenske hovedstad, og de to begivenheder har vanen tro til formål at sætte fokus på skandinavisk design- og møbelproduktion.
Mandag tog vores svenske naboer hul på den tilbagevendende Stockholm Design Week, og tirsdag åbnede så Stockholm Furniture Fair, der ikke kun byder på en lang række skandinaviske designudstillere, men også på installationer, workshops, oplæg, walks & talks samt masser af inspiration.
Denne gang vil Stockholm Furniture Fair blandt andet præsentere flere udstillinger, der undersøger aktuelle temaer inden for design, innovation og samfund. ‘Light Doesn’t Exist’ af Alexander Lervik er en filosofisk udforskning af lys og farver, mens Olsson Lyckefors tager os med bag kulisserne og giver et indblik i den kreative, arkitektoniske proces i udstillingen ‘Practice Unfiltered’.
I hver hal på Stockholm Furniture Fair findes designbarer designet af Fyra, Emma Olbers og All Matters Studio. Fyra har skabt ‘Paper Bar’, der danner rammen om årets seminarprogram med kendte navne som årets ‘guest of honour’, Faye Toogood samt Ini Archibong, Ineke Hans, Schemata Architects, Snøhetta og flere. Emma Olbers’ bar ‘Material Dialogues’ er også en bæredygtighedsudstilling, hvor besøgende kan opdage innovative materialer og metoder.
Som altid fremhæver Stockholm Furniture Fair også unge talenter i forbindelse med konceptet ‘Greenhouse’, ligesom der sættes fokus på grænseoverskridende designere i udstillingen ‘Älvsjö Gård’. Imens præsenterer Faye Toogood ‘Manufracture’ – en stor installation, der inviterer til indblik i hendes designproces.
Det er dog ikke kun på Stockholmsmässan, at det summer af designglade professionelle såvel som designentusiaster. Både svenske og internationale brands har således bredt sig ud over hele den stockholmske bymidte, hvorfra de – som en del af Stockholm Design Week, der også organiseres af Stockholm Furniture Fair – byder indenfor til syv dage fyldt med events, udstillinger og åbne showrooms i den svenske hovedstad.
Her vil fagfolk, branchefolk og offentligheden fra hele verden kunne opleve, hvad der rører sig inden for skandinavisk design. Af danske brands har blandt andet &tradition, Kvadrat og Normann Copenhagen fundet vej til den svenske designuge, hvor de fra hvert deres showroom præsenterer de besøgende for aktuelle og inspirerende design.
Foto: Stockholm Furniture Fair