Da XL Møbler i april 2019 kunne afsløre, at de havde opkøbt Biva, meddelte de, at de glædede sig til at fortsætte driften af Biva-kæden. Inden længe genopstår den første fysiske Biva-butik.
I marts sidste år gik Biva konkurs, og blot en måned efter meddelte XL Møbler på sin egen hjemmeside, at de overtog resterne af Biva-koncernen. XL Møbler fortalte ydermere, at de ville forsætte driften af den konkursramte Biva-kæde.
Nu afslører XL Møbler, at den første fysiske Biva-butik genopstår. I første omgang er det fynboerne, som får et gensyn med Biva, da den første butik genopstår på Bygmestervej i Ringe. Det bekræfter Abdullah Ahmad Abou Hussein fra XL Møbler til Fyens Stiftidende.
Siden XL Møbler i april 2019 opkøbte Biva, har den konkursramte kæde kun eksisteret online, men der går ikke længe, før det også er muligt at besøge møbelkæden i en fysisk butik, når de officielt åbner i begyndelsen af 2020.