Gennem 11 år har The Mindcraft Project udstillet eksperimenterende dansk design under Milan Design Week. I år går turen ikke til Milano grundet Covid-19, men i stedet omdannes udstillingen til en digital oplevelse.
Den kuraterede danske designudstilling The Mindcraft Project er blevet udstillet ved Milan Design Week i 11 år i træk. Også i år var planen, at udstillingskonceptet skulle fremvises i det centrale Milano med en ny gruppe danske designere.
Det forhindrede Covid-19 dog, idet designugen først blev rykket fra april til juni 2020, og efterfølgende blev udsat til 2021.
Aflysningen af Milan Design Week får dog ikke Copenhagen Design Agency, der driver The Mindcraft Project, til at droppe designudstillingen. Copenhagen Design Agency har besluttet at omdanne udstillingsformatet til en ren digital oplevelse.
”Da vi indså, at det ikke ville blive muligt at præsentere The Mindcraft Project i Milano i år, begyndte vi hurtigt at arbejde på alternative måder at præsentere designerne og deres projekter. Det er projektets mission at synliggøre den enkelte designers kompetencer og denne form for eksperimenterende og tankevækkende design, som vi mener kan inspirere og skabe nye perspektiver for fremtiden. Vi begyndte derfor at orientere os mod en rent digital løsning, så selv om den udvalgte gruppe af designere ikke fik mulighed for at blive præsenteret under Milan Design Week, kunne de alligevel blive eksponeret for den internationale designbranche”, siger Kristian Kastoft, medstifter og partner i Copenhagen Design Agency, i en pressemeddelelse.
Den nye digitale udstilling lanceres online på mindcraftpproject.com den samme dag, som den planlagte udstilling skulle have åbnet i Milano, den 16. juni.
Gennem videoer, fotos og visuals præsenterer The Mindcraft Projects digitale udstilling et kurateret udvalg af kunstneriske, researchdrevne og eksperimentelle værker – skabt af danske designere:
Ane Lykke / Cathrine Raben Davidsen / FOS / Jonas Edvard / Kasper Kjeldgaard / Krøyer-Sætter-Lassen / Maria Bruun / Mathias Bengtsson / Norm Architects / Tanja Kirst
Den digitale udstilling er designet af designer Anny Wang og arkitekt Tim Söderström.

Foto: The Mindcraft Project 2020






