Med fokus på jul og legetøj har Maileg gennem 20 år skabt en klar identitet med fantasi og kreativitet i centrum. Næste skridt for interiør– og legetøjsvirksomheden bliver åbning af flagskibsbutik i Hamborg. 

 

Et sart farveunivers med bløde bamser og charmerende figurer dukker op på Instagram-profilen for den danske interiør- og legetøjsvirksomhed Maileg. De mere end 100.000 følgere får serveret en på samme tid moderne og autentisk stil, hvor fantasien kan få frit løb – uanset alder og køn. Den digitale platform giver dog kun et glimt ind i Mailegs univers. Det er nemlig i selve legen, at virksomhedens produkter for alvor folder sig ud.

”Vi har succes med godt gammeldags legetøj, som er en modpol til alt det digitale. Det er ikke givet på forhånd, hvordan børnene skal lege med vores produkter, og de opfordrer til, at børnene skal udforske deres egen kreativitet,” fortæller direktør Erik Mailil, der sammen med sin hustru, kreativ direktør Dorthe Mailil, startede Maileg op for 20 år siden i 1999.

Kombinationen af parrets efternavn og ordet ‘leg’ blev til virksom­hedens navn, og siden har de drevet virksomheden sammen fra hovedkontoret i Herning. Siden opstarten har Maileg været gennem en stor udvikling med masser af tilføjelser til og udvidelser af sortimentet. I år er ingen undtagelse: På Formland vil Maileg præsentere de besøgende for et væld af produktnyheder.

 

Succes med jul og legetøj

Mailegs 20 år lange historie blev kickstartet på Formland. I 1999 modtog Maileg Formland-prisen hele to gange. Det var dog først året efter, hvor prisen igen tilfaldt virksomheden, at det for alvor gik stærkt.

”I august 2000 fik vi Formlands Fantasipris for vores stofnisser. På kun to timer havde vi udsolgt af nisserne, og det blev startskuddet til vores julekollektion,” lyder det fra Erik Mailil, som fortsætter:

”Julen dominerede sidenhen vores sortiment frem til 2010-2011. Men vi ville gerne differentiere os mere, og derfor begyndte vi at udvikle mere og mere legetøj. Det blev hurtigt et stort hit. Vores juleprodukter er stadig meget populære i Nordeuropa, men ellers er det vores børneunivers, som er rigtig populært for tiden.”

I alt har Maileg modtaget fem Formland-priser samt Prins Henriks Eksportpris i 2012, og brandet har i 10 år været repræsenteret i USA med eget lager og salgssted. Med en god portion jysk ydmyghed forklarer direktøren, at 20-års jubilæet ikke bliver fejret med store armbevægelser. Et lille arrangement torsdag eftermiddag på standen på Formland skal dog markere den runde fødselsdag.

 

Et flagskib i Hamborg

Udover at 2019 er et jubilæumsår for Maileg, så bliver 2019 også året, hvor virksomheden kan fejre åbningen af sin første flagskibsbutik. Den 1. september slår Maileg således dørene op for egen butik med placering på Eppendorfer Weg i Hamborg.

”Det er vores erfaring, at den fysiske butik og nettet understøtter hinanden. Så da vi fik chancen for at prøve kræfter med egen flagskibsbutik, så slog vi til. Hamborg er et rigtig godt sted for os, for vi har to medarbejdere dernede, som kender markedet godt, og så er Tyskland et af vores bedste markeder,” fortæller Erik Mailil.

En motivation for butiksåbningen skal blandt andet findes i erfaringer fra Paris. Her oplever Maileg, at når de er repræsenteret i nogle gode butikker i centrum, så kan det næsten have samme effekt som at deltage på messe. Derfor skal butikken i Hamborg også fungere som et lokalt showroom, hvor blandt andet tyske forhandlere kan købe ind. Et lidt længere kig ud i fremtiden byder på opstart på det kinesiske marked samt en ny japansk distributør, Dadway.

”Det næste, som vi går i gang med, er at kigge mod Kina. Her har vi nogle gode samarbejdspartnere, som vi glæder os til at starte op med,” afslutter direktøren, som sammen med Dorthe Mailil ser frem til 20 år mere med Maileg.


Artiklen er bragt i 365DESIGNs Formland Autumn 2019 messeblad. Læs hele bladet her.