“Jeg er oprigtigt stolt over og glad for resultatet,” udtaler adm. direktør for dansk møbelvirksomhed, der med virksomhedens bedste regnskab nåede en omsætning på knap en halv milliard kroner i 2017.

Carl Hansen & Søn har netop offentliggjort dele af sit årsregnskab for 2017, og det er fyldt med gode nyheder for den danske møbelvirksomhed. 2017-regnskabet er således det bedste årsregnskab i virksomhedens 110-årige historie.

Det bekræfter møbelvirksomheden i en pressemeddelelse, hvor de også fremviser nogle af regnskabstallene.

Det mest bemærkelsesværdige er omsætningen, som endte på 497,4 mio. kroner i 2017, hvilket er en stigning på cirka 18 procent i forhold til 2016. Det er dermed ottende år i træk, at Carl Hansen & Søn præsenterer en stigende omsætning, som desuden er blevet fordoblet på bare fem år.

Samtidig endte overskuddet på 30,1 mio. kroner i 2017. Det er en stigning på 10 procent sammenlignet med overskuddet i 2016.

”Jeg er oprigtigt stolt over og glad for resultatet, og jeg er overbevist om, at vi går nogle særdeles positive år i møde, hvor vi indfrier vores meget ambitiøse målsætning om i 2022 at nå en milliard i omsætning,” udtaler Knud Erik Hansen, adm. direktør hos Carl Hansen & Søn, i pressemeddelelsen.

Stigende efterspørgsel i Danmark og resten af verden
I 2017 har Carl Hansen & Søn oplevet en stigende efterspørgsel på danske designmøbler fra hele verden. Møbelvirksomheden har således oplevet en tocifret vækst i Tyskland, England og Asien, mens salget i Sydeuropa er steget med 23 procent i 2017.

“Vi har i 2017 haft vækst i alle markeder, og eksporten er større end nogensinde. Det bekræfter os i, at danske møbelklassikeres rejse internationalt kun lige er begyndt. Vi forventer, at denne eksportvækst vil fortsætte og styrkes de kommende år – både i Europa, i USA og i Asien,” fortæller Knud Erik Hansen.

Det er ikke kun i udlandet, at forbrugerne er vilde med Carl Hansen & Søns møbler. Med en tocifret vækst i 2017 står det danske marked således for 32 procent af den samlede omsætning.

Oprustet til fremtiden
Møbelvirksomhedens bedste årsregnskab nogensinde kommer efter et år, hvor Carl Hansen & Søn investerede et trecifret millionbeløb i fremtiden. Det gjorde de ved at flytte alle danske operationer til et nyt erhvervskompleks på Fyn, som beløb sig i 100 millioner kroner, hvoraf flytteomkostningerne udgjorde 8 mio. kroner.

Produktionsfaciliteter har ifølge Carl Hansen & Søn fremtidssikret produktionen, som danner grundlag for fortsat ekspansion i de kommende år.

Derudover har Carl Hansen & Søn opkøbt to møbelvirksomheder i løbet af 2017. Den ene virksomhed er danske Søborg Møbler, mens den anden er den vietnamesiske møbelvirksomhed DAFI.

Forventninger om markant vækst
Carl Hansen & Søn har store forventninger til fremtiden. Virksomheden forventer således en årlig vækst på 15 procent frem mod 2022. Størstedelen af væksten skal komme fra kontraktmarkedet, hvor virksomheden i løbet af 2018 og 2019 vil fokusere på Danmark og Europa, og efterfølgende USA, Japan og den øvrige del af Asien.

Som 365DESIGN kunne berette for to måneder siden, så åbnede Carl Hansen & Søn en flagshipstore i San Francisco tidligere i år. I 2018 har møbelvirksomheden planer om at åbne to nye flagshipstores – denne gang i Osaka i Japan og i London.


Carl Hansen & Søn har produktion i Danmark, mens virksomhedens sortiment forhandles over hele verden.

Der er i løbet af året ansat 30 nye medarbejdere i Danmark, men det er opkøbet af DAFI, som er hovedårsagen til den markante stigning i antallet af ansatte i koncernen.


Nøgletal for Carl Hansen & Søn-koncernen siden 2013

(i mio. kr.) 2017 2016 2015 2014 2013
Omsætning 497,4 422,0 369,6 286,1 236,5
Resultat før skat 30,1 27,4 14,2 10,8 10,2
Årets investeringer 158,7 31,6 22,7 39,7 26,3
Egenkapital 99,7 80,1 53,5 44,2 37,0
Antal ansatte 1.513 286 247 206 169