Det er nu knap halvandet år siden, at Wood U Mix, WUM, offentliggjorde sine første lampedesign under Formland-messen. 365DESIGN har talt med makkerparret bag WUM om, hvordan man som uerfarne iværksættere kickstarter en virksomhed inden for en ukendt branche. For det sjællandske makkerpar var det pionerånd og venskab, der banede vejen fra arkitektur og skibsfart til iværksætteri.


Artiklen er bragt i 365DESIGN nr. 2 2019.


Efter mange år som lobbyist for de danske rederier vågnede Peter Wallbohm Olsen op en junimorgen i 2016 med en drøm om at etablere sin egen virksomhed. Inspirationen kom fra skibsfartsverdenen, hvor han oplevede en stærk entreprenørånd fra kaptajner, der kastede sig ombord i at opbygge egne rederier.
”Det, med at etablere sin egen virksomhed, som de gør inden for skibsfarten, synes jeg virkelig er utrolig spændende og udfordrende, og det kunne jeg godt tænke mig. Jeg skulle bare ikke være skibsreder,” fortæller Peter Wallbohm Olsen, som i dag er Managing Partner i WUM.

Efter et halvt arbejdsliv som embedsmand og bran­che­politisk lobbyist tænkte Peter Wallbohm Olsen længe over, hvad han nu skulle bruge sine kræfter på. En god rum tænketid senere kontaktede Peter Wallbohm Olsen sin kammerat.

”Jeg tog fat i min gode ven, Marius Øvrum. Jeg vidste, at han som bygningskonstruktør og autodidakt designer havde en masse ideer, som han aldrig havde fået udover rampen,” forklarer Peter Wallbohm Olsen. Marius Øvrum havde i forvejen selv gjort sig tanker om at etablere sin egen virksomhed, og han var derfor med på ideen om at være selvstændig iværksætter, da Peter Wallbohm Olsen kontaktede ham. De to venner gennemgik Marius Øvrums skitser og tegninger, og makkerparret endte med at få sat en prototype af en lampe i værk.  Med hjælp fra lokale håndværkere lykkedes det at få fremstillet brandets første lampe få timer før, at Formland-messen gik i gang. Det var startskuddet til WUM.

 

Design der skiller sig ud

I dag består WUM’s produktsortiment af fem forskellige typer lamper heriblandt en pendel samt bord- og standerlamper. Udover lamper har WUM også fremstillet en prototype på en stol i træ. Marius Øvrum, som er Creative Director i WUM, udvikler typisk brandets design ud fra egne behov og mangler.

”Jeg skaber typisk nye design ud fra egne behov. Hvis vi mangler en spisebordslampe, så går jeg i gang med at designe en model, som fungerer. Hvis jeg er tilfreds med produktet, så sættes det i produktion,” fortæller Marius Øvrum og uddyber:

”Det er vigtigt for mig, at der en sammenhæng mellem alle vores produkter. Det behøver ikke være et signifikant aftryk, men blot en lille detalje, som går igen. Derudover finder jeg det også vigtigt, at vores produkter skaber en stemning – enten gennem formen, lyset eller skyggen, som lampen giver.”

Peter Wallbohm Olsen og Marius Øvrum stræber efter at udvikle bæredygtige designprodukter, som skiller sig ud. Som en del af denne strategi har WUM lanceret ’customization’, hvor kunderne blandt andet kan udpege, hvilken farve lampen skal have ud fra RAL-farvekortet.

”Vi vil gerne gøre tingene anderledes og udvikle produkter og løsninger, som ikke findes på markedet. Fordi vi har fastholdt hele produktionen lokalt, er vi meget omstillingsparate og har mulighed for at tilbyde kunden flere alternativer,” forklarer Peter Wallbohm Olsen.

 

Showroom som motor

I et nybygget kvarter i Roskilde har WUM netop åbnet sit første showroom. For at understøtte brandets industrielle dna besluttede makkerparret, at fire reno­verede skibscontainere skulle danne rammerne for brandets visuelle udtryk.

”Vores showroom skal fungere som motoren, hvor butik, kreativt værksted og showroom bliver slået sammen under ét tag. Vi vil gerne realisere vores’customization’ 100 procent og udvikle vores salg i både ind- og udland. Det kan vi gøre ved hjælp af vores nye showroom,” fortæller Peter Wallbohm Olsen, der løfter sløret for, at WUM arbejder hårdt på en større lancering i udlandet i samarbejde med en interna­tional samarbejdspartner.

WUM’s nye showroom. Foto: WUM