Ingka Group, der står bag størstedelen af Ikeas varehuse, har netop offentliggjort sit seneste regnskab. Det samlede salg stiger med fem procent, og det danske marked sætter rekord.

Ingka Group lader sig ikke påvirke af et ellers omskifteligt detailmarked. Derimod accelererer væksten i virksomheden gennem de mange Ikea touchpoints.

Væksten kommer i kølvandet på flere investeringer, der blev foretaget sidste år. Disse investeringer indebar blandt andet de nye Ikea city-varehuse, en forbedring af hjemmelevering og en digital udvikling.

Det samlede salg i Ingka Group nåede op på 36,7 mia. euro i det finansielle år 2019 mod 34,8 mia. euro sidste år. Det svarer til en stigning på fem procent.

Der har været i alt 839 mio. besøgende i Ikea varehusene, mens onlinedelen har haft over 2,5 mia. besøgende. Onlinesalget er ligeledes inden for det sidste år vokset med 46 procent og udgør nu 11 procent af den samlede omsætning.

”Vi har haft et meget positivt år. Mens vi er gået gemmem én af de største transformationer i vores historie, har vi formået at levere en stærk præstation takket være alle de fantastiske kollegaer, men fortsætter med at udvide leder- og entreprenørskab hver eneste dag. Vi har en enkel, men kraftfuld vision om at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker, som alle medarbejdere ønsker at bidrage til, og som årets præstationer i sandhed er et vidnesbyrd om,” siger Jesper Brodin, CEO i Ingka Group, i en pressemeddelelse.

 

Sætter rekorder i Danmark

Den svenske gigant har endnu engang overgået sig selv i Danmark og når i det finansielle år 2019 den højeste omsætning i kædens 50-årige eksistens på det danske marked – nemlig en omsætning på 4,7 mia. kroner.

”I Danmark bygger vi ovenpå mange års god vækst, som har bragt Ikea til en særdeles stærk position på det danske marked. Samtidig har vi det forgangne år styrket kundeoplevelsen ved at forbedre købsoplevelsen på Ikea.dk og nedbragt leveringstiderne, så vi nu kan levere fra dag til dag. Dette kombineret med et bredt og attraktivt sortiment og kompetente og engagerede kolleger i varehusene er blandt årsagerne til en ekstraordinær fremgang i omsætningen,” forklarer Johan Laurell, der er landedirektør for Ikea Danmark.

 

Flere varehuse i sigte

Ingka Group fornyer hele tilden Ikea-oplevelsen. I løbet af det finansielle år 2019 er der kommet syv nye varehuse, 11 mindre Ikea-butikker samt Planning Studios i større byer som Moskva, New York, Paris, London og København. Ydermere har virksomheden planer om flere varehuse i blandt andet Shanghai, Tokyo og København.