I dag slår Formex dørene op og byder traditionen tro på en verden af design, boligindretning og mode. Denne gang ud fra temaet ‘Link Together’, der skal fremhæve samarbejde, netværk og fællesskab.

De næste fire dage vil Stockholmsmässan lægge haller til Formex, når den svenske designmesse løber af stablen fra 22.-25. august.

Temaet for efterårsmessen er denne gang ‘Link Together’ – et begreb, der har til formål at beskrive vores samtid og sætte fokus på blandt andet samarbejde, fællesskab og udveksling. Det fortæller Sonja Björk Ebert, der er Event Manager for Formex.

“Når det kom til at vælge temaet for efteråret, ønskede Formex at finde et begreb, der beskriver vores tid og fremhæver samarbejde, netværk, fællesskab, udveksling samt erkendelsen af, at hver af os er forbundet i en mindre eller større sammenhæng. Vi besluttede os for ‘Link Together’. Temaet vil være til stede og synligt overalt – som perler på en snor, hvor alt er forbundet,” lyder det fra Sonja Björk.

Af samme grund vil der også være spundet en tydelig rød tråd fra efterårets tema til hovedudstillingen ‘Meeting Magic’. Bag udstillingen finder man svenske Lena Nyholm, der er indretningsdesigner, kolorist, ekspert i neuro design samt designchef hos designbureauet Merry Monday. Hun har i flere år arbejdet internationalt med indretning, scenografi og skabelsen af møbler, tæpper og tapet, ligesom hun har mange års erfaring med at indrette nogle af Sveriges største tv-produktioner.

“Jeg ser indretning som kunstværker. Jeg vil røre, skabe følelser og inspirere folk til at være mere legende og turde skifte ud, når de selv skaber og indretter. Jeg vil skabe en fælles oplevelse og ikke bare en udstilling, man går forbi. Du skal have lyst til at stoppe, undre dig og sætte dig ned. Her mødes nye og gamle venner midt i magien og knyttes til skønheden som attraktion,” fortæller Lena Nyholm.

Meeting Magic kommer til at bestå af tre specialindrettede miljøer og tre måder at skabe rum for alle sanser, baseret på Formex’ trendspotting i efteråret 2023 og udstillernes egne produkter.

”Jeg har besøgt Formex siden 2009, så for mig er det en ære at få lov at skabe hovedudstillingen. Når vi mødes på smukke steder, skabes dernmagi. Forskere kalder det ‘the awe effect’, da det viser, hvordan vi bliver mere åbne, sociale og empatiske, når vi føler den vidunderlige wow-følelse. Den følelse vil jeg gerne have, at de besøgende oplever,” siger Lena Nyholm.

Fakta:

Hvornår afholdes messen: 22.-25. august 2023
Hvor afholdes messen: Stockholmsmässan

Foto: Formex