FDB Møblers planlagte ekspansion på eksportmarkederne ser nu ud til at få et ekstra skub fremad. Møbelvirksomheden har netop ansat en erfaren brancheprofil som international salgschef.
I starten af 2020 løftede FDB Møbler sløret for planer om ekspansion på eksportmarkederne. Den plan bliver der nu sat ekstra gang i. I en pressemeddelelse fremgår det nemlig, at FDB Møbler har ansat Helle Maibohm i en nyoprettet stilling som international salgschef.
Den 50-årige Helle Maibohm kommer med stor erfaring fra design- og interiørbranchen, hvor hun har arbejdet i mange år hos både By Lassen, Rosendahl Design Group og Menu.
I sit arbejdsliv har Helle Maibohm blandt andet beskæftiget sig med agenter og distributører, og hun har erfaring i det strategiske, taktiske og operationelle salg både i Danmark og på de internationale markeder.
I sin nye stilling skal hun videreudvikle FDB Møblers stigende omsætning, salgsstrategier og salgsredskaber både nationalt og internationalt.
Foto: Helle Maibohm