Igen understreger Paustian, at de vil være en førende spiller på kontraktmarkedet. Tre nye profiler er ansat fra den 1. oktober – igen er de fundet hos konkurrenten Holmris B8.
Paustian har det seneste halve års tid oprustet med nyansættelser, der skal styrke virksomhedens satsning på kontraktmarkedet gennem Paustian Erhverv i Aarhus og Paustian Contract i København.
Fra den 1. oktober er tre nye projektchefer blevet ansat. Ruben Tidemand, Jens Rosendal Pedersen og Tine Sander Mainz skal nu indgå i Paustian-teamet. Alle tre kommer fra stillinger hos konkurrenten Holmris B8.
Og det er ikke første gang, at Paustian får medarbejdere fra Holmris B8. Det seneste halve år har Paustian ansat otte nye profiler i forbindelse med satsningen på kontraktmarkedet, hvoraf syv kommer fra stillinger hos Holmris.
Den 1. april blev tidligere Holmris-ansat Trine Rydahl ansat som Key Account Manager, 1. marts blev Peter Skovaa ligeledes ansat som Key Account Manager og kom fra en stilling hos Kinnarps. 1. juni fik Paustian Erhverv Enok Kloster som salgsdirektør efter mangeårig ansættelse hos Holmris B8. Efterfølgende er Thomas Junker Wiberg ansat som udviklings- og markedsdirektør, Helle Mørch som projektchef og Mette Bøving Grote som udbuds- og kontraktchef.
”Branchen mangler en spiller, der kan ryste posen lidt”
Frantz Longhi, som ejer Paustian, har for nyligt udtalt til 365DESIGN i forbindelse med et event på det nye hotel Herman K by Paustian i København under 3 Days of Design, at han anser kontraktmarkedet for at have et stort potentiale.
”Den unikke kombination mellem design, funktionalitet og bæredygtighed, som vi bevidst går efter, er også interessant for arkitekter, og når vi taler fremtidens boligbyggeri eller offentligt byggeri, så skal der tænkes anderledes – og der vil vi gerne byde ind,” sagde han.
I samme forbindelse fortalte udviklings- og markedsdirektør Thomas Wiberg, at brandet Paustian, med en stærk design-dna og Frantz Longhi som hovedaktionær, er en unik mulighed for at skabe noget nyt i branchen.
”Branchen mangler en ny spiller, der kan ryste posen lidt – og derfor er der plads til og energi omkring det, vi har lavet her på Herman K,” fortalte Thomas Wiberg.
Flere aktører går mod kontraktmarkedet
Det er ikke kun Paustian, der ønsker at opruste og satse på kontraktmarkedet. Den 1. oktober lancerede Lars Larsen Group sin nye satsning Third.space. Her blev de to virksomheder Interior Direct og IDdesign Project fusioneret.
”De to virksomheder har været beskæftiget inden for samme område, men med hver deres fokus. Groft sagt har Interior Direct haft massiv fokus på designdelen og haft flere designere ansat, mens IDdesign Project, som en del af Ilva, har fokuseret målrettet på at levere den helt rigtige indretningsløsning. Ved at sammenlægge de to virksomheder bliver vi absolut førende inden for begge områder, hvilket betyder, at vi kan hjælpe vores kunder endnu bedre end tidligere,” udtalte formand for Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, i forbindelse med fusionen.
Også hos de enkelte brands vælger flere at rette fokus mod kontraktmarkedet. Direktør for Normann Copenhagen, Poul Madsen, forklarede i forbindelse med offentliggørelsen af virksomhedens nyeste regnskab, at de fra 2019 har valgt at stort set kun at koncentrere sig om kontraktmarkedet.
Foto: Paustian, Herman K






