Det danske børnebrand Oaklings Copenhagen har netop vundet en German Design Award 2024 i møbelkategorien.
Designvirksomheden Oaklings Copenhagen har altid insisteret på, at design til børn bør vægtes lige så højt som design til resten af boligen, og denne filosofi er firmaet nu blevet belønnet for.
Oaklings Copenhagen er nemlig blandt vinderne i den internationale German Design Award 2024 Special Mention i kategorien ‘Excellent Product Design – Furniture’ med børnestolen Storm Kid’s Chair.
Da grundlægger af Oaklings Copenhagen, Anja Pajor, blev kontaktet af German Design Award insisterede hun på, at hendes møbler ikke skulle i børnekategorien, men hørte til i møbelkategorien. Denne beslutning viste sig at være rigtig for Oaklings Copenhagen, der altså endte med at kunne triumfere med den eftertragtede designpris.
“Vores design skal kunne fungere sammen med resten af hjemmets indretning og ikke gemmes væk i et børneværelse. Vi er derfor utrolig stolte af at vinde prisen Special Mention i kategorien ‘Excellent Product Design – Furniture’ og ikke mindst glade for, at vi holdt fast i beslutningen, om at vi hørte til i møbelkategorien”, siger Anja Pajor.
Det er designer Nina Bruun, som har designet vindermøblet Storm Kid’s Chair såvel som resten af Oaklings Copenhagens børnestole. Inspirationen til stolen kommer fra det gode håndværk i gamle dage, hvor børnemøbler var fremstillet i solide materialer og havde en lang levetid. Men også en tid hvor børnemøbler var designet af anerkendte arkitekter og havde et klassisk design på lige fod med resten af hjemmets indretning.
Foto: Oaklings Copenhagen