De klassiske designmøbler er tidligere blevet fremstillet hos Getama. Fremover er det Fredericia Furniture, der skal stå for produktionen.
Mogens Koch regnes som en markant skikkelse inden for dansk møbeldesign, og som arkitekt bag kendte klassikere som Byggereolen og Klapstolen bliver Mogens Kochs værker fortsat ved med at finde vej til danske hjem.
Under brandnavnet Mogens Koch Design er mange af de klassiske møbler i en årrække blevet produceret af Getama, der dog har besluttet at stoppe produktionen ved årsskiftet. Dette på baggrund af Getamas brand tidligere på året.
I stedet kan Mogens Koch Design meddele, at produktionen fremover flyttes til en anden anerkendt dansk møbelproducent – nemlig Fredericia Furniture.
“Det har været vigtigt for familien, at produktionen fortsat bliver på danske hænder. Fredericia Furniture vil i de kommende måneder indfase produktionen af Mogens Kochs produkter i sine danske produktionsfaciliteter – dels på virksomhedens egen fabrik i Svendborg, dels gennem et udvidet samarbejde med Snedkergården i Them, hvor fremstillingen af Mogens Kochs reolsystem fremover vil foregå,” lyder det i en pressemeddelelse fra Mogens Koch Design.
Medarbejdere flytter med
Heri oplyses det videre, at de medarbejdere, der før har arbejdet med Mogens Koch produkter, vil blive ansat i begge virksomheder, for at sikre kontinuitet i kvaliteten, så denne stadig vil være i top.
“Det er med stor glæde, at Mogens Koch Design har fået et samarbejde i gang med Fredericia Furniture, og vi ser frem til mange gode år med det velrenommerede familiefirma. Der sættes stor pris på, at de dedikerede medarbejdere fra tidligere er flyttet med som en del af samarbejdet for at sikre kontinuiteten og den høje kvalitet,” lyder det fra Mogens Koch Design.
Også hos Fredericia Furniture er der stor glæde at spore over, at man fremadrettet har overtaget produktionen af en række danske designklassiskere.
“Mogens Koch er indbegrebet af kvalitativ tilgang til dansk design, som også er fundamentet for Fredericia i form af vores samarbejde med Børge Mogensen, der i øvrigt var tidligere medarbejder, kollega og en god ven af Koch. Jeg er stolt over, at Fredericia Furniture nu kan videreføre denne historie i samarbejde med Koch-familien,” udtaler CEO hos Fredericia Furniture, Rasmus Graversen.
Mogens Kochs kollektion vil frigives til salg gennem Fredericia Furniture i foråret 2025.
Foto: Mogens Koch Design





