Den langvarige strid mellem keramikeren Anne Black og Netto har nu nået sin ende. Erstatningen nedsættes, og flere produkter afvises som ophavsretligt beskyttet.
I flere år har sagen mellem keramikeren Anne Black, Netto og private label-producenten Ronald A/S rullet. Tilbage i 2016 markedsførte Netto tre typer keramikprodukter, der til forveksling lignede den danske kunsthåndværker Anne Blacks design.
Keramikerne stævnede dengang Netto og lagde sag an. En sag, som først gik til Østre Landsret, siden videre til Sø- og Handelsretten, senere blev anket og nu – fire år senere – har fået dom i Landsretten.
I dag den 11. juni 2020 har Landsretten nemlig afsagt endelig dom i sagen. En afgørelse, der ikke er faldet ud, som Anne Black havde håbet. Landsretten har nemlig afvist, at to ud af Anne Blacks tre keramikprodukter er ophavsretligt beskyttet. I forlængelse heraf bliver erstatningen nedsat fra 1,5 mio. kroner til 300 t. kroner.
Med den nye dom omgør Landsretten væsentlige dele af Sø- og Handelsrettens afgørelse, hvor Anne Black fik medhold i, at Netto og Ronald havde overtrådt både markedsføringsloven og ophavsretsloven for tre produkter.
Foto: Anne Black