Det danske designbrand Umage har indgået et helt særligt samarbejde for at sikre en lysende fremtid for både bæredygtighed og inklusion.
Hos lampe- og møbelbrandet Umage forpligter navnet. Ikke kun i forhold til at gøre sig umage med at skabe godt design, men også i forhold til at gøre en forskel for verden omkring os.
Derfor har Umage indgået et samarbejde med Special Minds, der er en socialøkonomisk virksomhed, der hjælper personer på autismespektret og andre lignende udfordringer med at finde meningsfuld beskæftigelse gennem uddannelse og partnerskaber.
I fællesskab har de to aktører skabt en limited-edition version af Umages Asteria Floor lampe – en særlig kollektion, der giver nyt liv til defekte lamper, der ellers ville være blevet kasseret.
Mere konkret går samarbejdet på, at de Asteria Floor-lamper, som af den ene eller anden grund bliver sendt retur til Umage grundet en defekt, efterfølgende bliver sendt til Special Minds’ værksted i Nordjylland, hvor de bliver repareret, restaureret, malet i en ny farve og dermed forvandles de til en limited edition-kollektion.
Herefter går alt overskuddet fra salget af disse lamper direkte til Autismeforeningen.
Et meningsfyldt projekt
Ditte Stern Bach, leder af programmet hos Special Minds, understreger vigtigheden af samarbejdet med Umage:
”Dette partnerskab åbner nye døre for personer, som måske ville have haft det svært i traditionelle arbejdsmiljøer. Det viser, at med den rette struktur er der plads til, at alle kan trives. Vi håber, at vores projekt inspirerer andre virksomheder til at se mulighederne i at skabe inkluderende job. Det behøver ikke være svært – det kan lade sig gøre, og alle virksomheder kan finde opgaver, der passer til disse mennesker. Jeg håber, at vi med dette samarbejde er i stand til at fortælle den historie,” udtaler hun.
Også Umage er glade for det nye samarbejde og forklarer i en pressemeddelelse:
”Partnerskabet er en forening af skandinavisk elegance og bæredygtige principper og understreger vores engagement i både miljømæssig og social ansvarlighed. Ved at renovere frem for at producere nyt mindskes affald og understøttes en mere fornuftig forbrugerkultur. Samtidig fremhæver projektet Special Minds-teamets dygtighed og dedikation. Hver solgt lampe bidrager direkte til Autismeforeningen, da 100 procent af overskuddet fra salget af disse lamper går til at støtte deres arbejde med at skabe større bevidsthed og opbakning omkring autisme i Danmark. Dette samarbejde handler om mere end et produkt – det er en mission om at fremme inklusion på arbejdsmarkedet, og historierne bag hver lampe er en del af det, der gør dette projekt meningsfuldt.”
Dennis Leander, som har ansvaret for restaureringen af Asteria-lamperne hos Special Minds, fortæller om sin personlige rejse:
»At have et fast sted, faste opgaver og et projekt, som jeg selv har ansvar for, har været udviklende. Selv på de svære dage giver arbejdet med lampeprojektet mig motivation til at møde op og føle mig dygtig,« siger Dennis Leander, som blev diagnosticeret med ADHD som 34-årig og startede i Special Minds’ program tidligere i år.
Foto: Umage