365DESIGN har talt med CEO og designer Rie Bidstrup fra Medusa Copenhagen, der netop har offentliggjort navnet på designbrandets nye samarbejdspartner, efter Rikki Tikki gik konkurs sidste år.

365DESIGN har netop lanceret et nyt Formland-messeblad. I bladet kan du blandt andet læse om Medusa Copenhagens kamp for overlevelse efter designbrandets samarbejdspartner gennem ni år, Rikki Tikki, blev begæret konkurs i november 2017.

Efter en lang og hård periode har Medusa Copenhagen nu fundet en ny samarbejdspartner, og her er valget faldet på den midtjyske designgrossist F&H.

“Det er virkelig en lettelse. Skulderne er helt nede, og der er ro i maven,” fortæller CEO og designer Rie Bidstrup fra Medusa Copenhagen til 365DESIGN og fortsætter:

“Jeg ser frem til at arbejde sammen med en topprofessionel virksomhed, hvor alle ved, hvad de skal gøre. Det er virkelig en fornøjelse at arbejde sammen med F&H.”

De to parter talte første gang sammen tilbage i december 2017 – kun én måned efter Rikki Tikki været blevet begæret konkurs. Dengang var Rie Bidstrup dog ikke klar til at starte et nyt samarbejde, men det er hun nu:

“Når jeg sidder overfor F&H, har jeg en følelse af, at det er det helt rigtige for os. Vi har fået snakket tingene godt igennem, og vi er blevet enige om en retning, som Medusa Copenhagen skal bevæge sig hen imod.”

Medusa Copenhagen har tidligere været en stor spiller på markedet, og i det nye samarbejde med F&H bliver de nu endnu stærkere, mener Rie Bidstrup:

“Vi bliver i stand til at udvide vores kollektioner og samtidig udarbejde helårs produkter. Jeg er helt sikker på, at F&H er den rigtige samarbejdspartner for os, så vi er glade – meget glade,” slutter hun.