Onecollection, der især er kendt for at have eneret til produktion af Finn Juhls design, sælger nu 30 procent af virksomheden som en del af et ‘strategisk generationsskifte’.
De to grundlæggere af den danske design- og møbelvirksomhed Onecollection, Ivan Hansen og Hans Henrik Sørensen, har valgt at sælge 30 procent af aktierne til KD-selskaberne, der blandt andet ejer møbelkæden Ingvard Christensen og fastfoodkæden Sunset Boulevard. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.
De to grundlæggere, der fortsætter som direktører og i bestyrelsen, vælger at sælge aktieposten med et ønske om at lave et strategisk generationsskifte.
“Det er nu 30 år siden, Ivan og jeg startede Hansen & Sørensen, der senere er blevet til Onecollection, og dåbsattesten peger på, at det er på tide at planlægge virksomhedens fremtid,” fortæller Hans Henrik Sørensen og fortsætter:
“Derfor har vi gennem længere tid haft en dialog med familien Droob fra KD-selskaberne i Esbjerg for at se, om vi kunne finde en model, hvor vi sikrer virksomhedens eksistens som en selvstændig og uafhængig virksomhed, baseret på den kultur og det værdisæt, som vi har opbygget virksomheden omkring.”
Lokal forankring er afgørende
Hans Henrik Sørensen forklarer, at det har været vigtigt at finde en lokal investor, da livsværket ikke skal gives videre til en kapitalfond eller en konkurrent, som mange andre i branchen – eksempelvis Erik Jørgensen og Ferm Living – har valgt at gøre.
KD-selskaberne fastslår, at hovedsædet og produktionen skal fastholdes i Ringkøbing, hvor Onecollection i øjeblikket et ved at opføre et nyt 2.500 kvadratmeter stort hovedkontor.
Direktør for KD-selskaberne Sisse Droob forklarer til Dagbladet Ringkøbing Skjern, at virksomheden kender Onecollection i forvejen. Gennem driften af Ingvard Christensen-møbelhusene har de fået produceret møbler hos Onecollection.
“Onecollection laver nogle helt unikke møbler, og som vi ser det, er det en virksomhed med en lys fremtid,” udtaler Sisse Droob.
Foto: Onecollection, House of Finn Juhl