Interiørvirksomheden Ib Laursen gentager sidste års succes og sender ikke blot et men hele to rullende showrooms ud på Europas landeveje.
Messer og events i branchen er enten aflyste eller udskudte, og brands og producenter søger derfor mod kreative alternativer for at tilpasse sig tiderne præget af Covid-19.
Interiørvirksomheden Ib Laursen havde i 2020 stor succes med at sende et rullende showroom ud i Europa, og derfor gentages succesen i år.
”Vi tror på, at det er vigtigt at komme ud og mødes med vores kunder. På den måde kan vi være mere nærværende og også yde en bedre service. Selvfølgelig tager vi hele tiden de nødvendige forholdsregler i forhold til Corona og passer på. Vi glæder os meget til at komme ud på landevejen med vores Roadshow,” udtaler direktør Peter Laursen i en pressemeddelelse.
Tre lande og 16 byer på otte uger
Tre lande og 16 byer vil få besøg af Ib Laursens rullende showrooms over en periode på otte uger.
Direktør Peter Laursen har i år oprustet med en ekstra truck, hvoraf den ene vil byde velkommen til inspiration i to plan, så flere kunder kan komme sikkert på besøg og blive præsenteret for de kommende trends.
Den ene truck kører mod Norge og Sverige, mens den anden kører syd over grænsen med ni stop ned gennem Tyskland.
For at følge pandemiens restriktioner skal alle kunder, der ønsker at besøge Ib Laursens mobile showrooms, booke en tid hos de sælgere, der bemander lastbilen ved de respektive byer.
Også brands som Bloomingville og Umage havde sidste år stor gavn af deres showrooms på hjul. Ligesom hos Ib Laursen gav de rullende showrooms de to brands mulighed for at komme ud og møde kunderne i en tid, hvor messer og besøg i de almindelige showrooms ikke er mulige at afvikle.
Foto: Ib Laursen