16. august er åbningsdagen for Ikeas nye cityvarehus, der er blevet opført i hjertet af København, og som Ikea selv kalder ‘et nyt mødested i byen’.
Klokken 10.00 i dag lyder det officielle “hej allihopa” fra Dybbølsbro i København, når den blå-gule snor klippes over til Ikeas nye cityvarehus, der fremover skal forsyne hovedstaden med svenske lavprismøbler.
Ikea København har været på tegnebrættet siden 2015, og i dag kan man altså byde de fremmødte indenfor i det 19.000 kvadratmeter store varehus, der på flere områder bryder med det klassiske Ikea koncept ved bevidst at være tilpasset et urbant publikum.
“Vores ambition har været at skabe et mødested, hvor man har lyst til at vende tilbage og få nye oplevelser. Det er ikke alene et varehus, men også et sted, hvor der er plads til at opholde sig, gå en tur, tage en kaffepause eller bare nyde en af de bedste udsigter over København,” forklarer varehuschef, John Kristian Sørensen, og tilføjer:
“Både ude og inde venter der københavnerne en anderledes varehus-oplevelse, end de kender fra Gentofte og Taastrup. Det grønne strøg på toppen af cityvarehuset bliver bydelens nye park. Her kan man nyde en kanelsnegl eller tage børnene med til leg og opdagelse mellem træer, buske og insekthoteller i 22 meters højde, mens der indvendigt venter inspiration til hjemmet i tre etager – tilpasset københavnernes behov og ønsker til boligen,” fortæller varehuschefen.
En stor festdag
Oprindeligt var planen hos den svenske møbelgigant, at varehuset skulle opføres i mere eller mindre traditionel Ikea-forstand, men grundet den særlige beliggenhed, valgte man at nedskalere fra omkring 37.000 kvadratmeter til de nuværende 19.000 kvadratmeter for at tilpasse det kunderne i byen.
Resultatet er da også både ‘nyt og anderledes’, hvis man spørger John Kristian Sørensen, der garanterer, at åbningen bliver markeret efter alle kunstens regler.
“Det bliver en stor festdag for både kunder og medarbejdere i Ikea. Det er et helt nyt og anderledes varehus, som vi har arbejdet på i årevis og skræddersyet til københavnerne, så selvfølgelig skal det fejres med manér. Vi håber, at der vil være mange, som får lyst til at kigge forbi og tage del i festlighederne,” siger han.
Den festlige atmosfære på Dybbølsbro skydes i gang allerede klokken 07.00, hvor der varmes op til den officielle åbning tre timer senere. Her vil topledelsen i Ikea uddele kanelsnegle til de morgenfriske fodgængere og cyklister på Dybbølsbro. Rytmisk Centers kor i København vil stå for fællessang, ligesom lokale artister dagen igennem vil optræde på scenen foran varehuset.
Der er i høj grad tænkt en bæredygtig dagsorden ind i det nye varehus. Derfor opfordrer Ikea til, at man lader bilen stå og besøger varehuset på gåben, cykel eller med offentlig transport.
I bestræbelserne på at være et grønt varehus, kan Ikea København blandt andet byde på:
- 500 cykelparkeringspladser
- Ikea ladcykler til låns
- S-tog og ny busterminal ved Dybbølsbro
- 1450 m2 solceller på taget
- Taghave med fokus på biodiversitet
- En fjerdedel af facaden bliver ‘grøn’
- Løbende workshops med inspiration og vejledning til at give dine Ikea møbler et længere liv
Foto: Ikea