Den danske butikskæde Basic & More har fået succes med at sælge boligtilbehør og isenkram til reducerede priser ved at udnytte overskudslagre og restpartier. Kæden oplever stor vækst og går nu med planer om at åbne 20 butikker inden udgangen af 2024.

Basic & More er en dansk butikskæde med fokus på salg af boligtilbehør, interiør og isenkram – oftest til reducerede priser. Konceptet bag kæden er nemlig soleklart: At modarbejde produktionsspild og overflod ved at sælge de varer, der ellers kunne være gået til spilde, såsom overskudslagre, restpartier og vareprøver med skønhedsfejl.

Butikken – både den fysiske og online – indeholder et samlet sortiment af både indkøbte varer fra andre producenter og kædens egne varer.

Basic & Mores nyeste butik i Herning Centret

“Vores koncept passer meget godt ind i tiden. Forbrugerne sætter pris på, at vores produkter sælges til gode priser, men det er ikke kun prisen, der trækker. Det er god kvalitet til prisen, og der er tale om unikke og smarte produkter – det går faktisk forud for pris for de fleste,” siger Søren Bryske Larsen, administrerende direktør i Basic & More til 365DESIGN:

Forbeholdt spørgsmålet om hvordan Basic & More passer ind i det nuværende butikslandskab, svarer Søren Bryske Larsen:

“Vi har et stort sammenfald med andre aktører. Vi har nogle af de samme varer som interiørbutikker, isenkrambutikker, bolig- og møbelbutikker, men vi er ikke direkte konkurrenter, da vores koncept er mere dynamisk. Vi har op til 60 nye varer pr. butik om ugen og har ikke nødvendigvis de samme varer i alle butikker. Det giver en helt anden interesse og aktivitet i butikken, og vi oplever, at vores kunder sætter pris på variationen og muligheden for at finde noget unikt hos os.”

Flere butikker på vej

Basic & More blev etableret i 2021 og har siden da haft fart på vækstbarometeret ved at ekspandere betydeligt. I 2023 annoncerede virksomheden, at man havde planer om at åbne otte nye butikker i forskellige danske storcentre. Disse nye åbninger markerer en signifikant udvidelse af kædens tilstedeværelse i Danmark. Den første af disse butikker åbnede 25. maj 2023 i City2 i Taastrup, og efterfølgende er Basic & More-butikker også dukket op i Lyngby Storcenter, Nørrebro Bycenter, Amager Centret og Herning Centret. Der er planlagt flere åbninger i 2024, herunder Randers Storcenter.

“Vi er blevet taget godt imod alle steder, og alle butikker klarer sig godt. Vi oplever ikke store geografiske forskelle, heller ikke forskel på gågade vs. center. Alle steder er vi gået efter en butik på cirka 300 kvadratmeter, og det fortsætter vi med,” siger direktøren og fortsætter:

“Vi er startet i de store byer, men rykker nu til de mindre, for eksempel Herning og Slagelse. Der er masser af muligheder for ekspansion i resten af Danmark. Vi satser på at have 20 butikker inden 2024 er færdigt, og vi ønsker at være landsdækkende. Ekspansion i udlandet er på tegnebrættet, men vi koncentrerer os om hjemmebanen først,” fortæller Søren Bryske Larsen.

Han forklarer videre, at man har det primære fokus på de fysiske butikker frem for onlinesalg.

“Vores primære fokus er på udviklingen af og ekspansionen af de fysiske butikker. Vi er også til stede online, men vi ser det mest som en god service og et supplement,” siger Søren Bryske Larsen.

En unik position

På Basic & Mores egen hjemmeside fremgår det, at virksomheden er grundlagt med et formål om at gøre en forskel og tage medansvar for den overflod af producerede varer, der findes. Forretningsmodellen fokuserer på at reducere spild ved at sælge overproduktion, udgåede varer og fejlemballage. Produktsortimentet fokuserer hovedsageligt på isenkram, bolig og interiør. En stor del af varerne, kaldet ’spildvarer’ eller ‘restpartier’, købes ind og sælges til fordelagtige priser. Disse varer inkluderer ofte originale mærkevarer. Ud over disse spildvarer producerer Basic & More også egne produkter, som tilbydes til konkurrencedygtige priser.

“Vi har ikke noget katalog eller en ugeavis, der skal dække alle butikker. Vi skifter ofte ud i sortimentet og har som sagt ikke det samme sortiment i alle butikker. Det betyder, at vi kan opkøbe mindre partier og placere dem i udvalgte butikker. Vi modtager faktisk flere og flere henvendelser fra mærkevareleverandører, der har ryddet op på lageret og gerne vil af med et restparti. Dermed udfylder vi en helt unik rolle,” forklarer Søren Bryske Larsen.

Fakta

Basic & More A/S blev stiftet i Thyregod i 2021 med Søren Bryske Larsen som administrerende direktør. Selskabet er registreret i branchen ‘detailhandel med andre varer’, og de beskriver selv deres formål som følgende: “Selskabets formål er at drive et butikskædekoncept under brandet ‘Basic & More’ i Danmark.” Det første regnskab viser positive tal i både årets resultat (1,49 mio. kr.) samt egenkapital (13,8 mio. kr.). I regnskabet er der ikke opgivet omsætning. På hovedkontoret i Thyregod arbejder der 11 personer, og der er 90+ ansatte i detailleddet.