Retail
3 hurtige til 2 indkøbere
Skrevet af Katrine Rosgaard Klemmensen
Merete Kjærsgaard
Indkøber Home & Soft hos Magasin
Hvordan køber du ind i disse tider, hvor messer og fysiske møder ikke er mulige i samme omfang som normalt?
Lige nu foregår alt stort set alt digitalt, hvor både indkøbere samt brands og leverandører må tænke ud af boksen. Jeg er derfor blevet lidt af en ekspert ud i møder på Zoom, Teams og Facetime. Møderne bliver suppleret med blandt andet fysiske kataloger, links til digitale kataloger og produktpræsentationer. Med vores udenlandske samarbejdspartnere har jeg også oplevet en del, som har inviteret os ind i deres virtuelle showroom. Så vi klarer indkøb på alternative måder og lærer løbende at tænke i nye muligheder.
Hvad går du efter at købe ind denne sæson?
Overordnet set går jeg efter at finde nye SS 21-produkter, som kan krydre vores nuværende gode basissortiment. Her kigger jeg blandt andet efter nye materialer og sæsonens farver. Inden for specifikke produktkategorier tror jeg meget på alt til outdoor-livet såsom hynder, havemøbler og bålfade. Under nedlukningen i foråret og sommeren 2020 dyrkede vi vores terrasser, haver og altaner, og denne trend, tror jeg, vil blomstre op igen her i 2021. Andre produktkategorier, som også er blevet populære under pandemien, herunder wellness, loungewear, opbevaring, hjemmearbejdspladsen samt spil og puslespil, har jeg også fokus på at købe ind til.
Hvad ser du frem til, når Formland igen kan blive afholdt til august 2021?
Jeg glæder mig til igen at kunne møde eksisterende partnere og nye udstillere og have en god dialog ansigt-til-ansigt. Det virtuelle fungerer fint, men at mødes fysisk kan noget andet. Derudover ser jeg frem til igen at få sat alle sanserne i spil og blive inspireret. Jeg er rigtig glad for at besøge Trendzonen på Formland, hvor jeg får gode ideer til at indrette og sammensætte forskellige universer, og derfor ser jeg også meget frem til igen at kunne gå på opdagelse der.
Helle Mølbæk Jacobsen
Ejer designbutikken T.I.N.G.
Hvordan køber du ind i disse tider, hvor messer og fysiske møder ikke er mulige i samme omfang som normalt?
Jeg oplever, at der er meget forskel på, om sælgerne fra de forskellige firmaer har lyst til/må komme og besøge os. Vi har haft få fysiske møder – ude med to-go kaffe eller inde med alle forholdsregler taget – og så har vi også været til enkelte møder i showrooms, men som situationen er, er det naturligt meget begrænset. Derudover har vi virtuelle møder og møder over telefonen. Så trods situationen fungerer det fint med indkøb for os. Det virtuelle slår aldrig det fysiske møde, men det viser sig, trods alt, at virke.
Hvad går du efter at købe ind denne sæson?
Helt generelt går vi efter nyheder. Mere specifikt kigger vi efter varer, der taler til danske turister. Det er forskellige varer, der sælges til henholdsvis danske og udenlandske gæster, og det havde vi gjort forarbejdet til allerede sidste år, så vi ved, hvor fokus skal rettes hen i år. Vi har også fokus på udeliv, både hjemme og i nyindkøbte fritidshuse.
Hvad ser du frem til, når Formland igen kan blive afholdt til august 2021?
Det bliver rigtig godt at mødes med kolleger og leverandører fysisk igen. Det savner jeg. Jeg håber også, at pausen fra messer, både herhjemme og i udlandet, kan trække endnu flere både til at udstille og til at besøge Formland.