For første gang nogensinde slår Indian Fashion & Home Decor messedørene op den 19.-20. november på Comwell konferencecenter i Ørestad. I samarbejde med den Indiske Ambassade i  Danmark samler EPCH en række udvalgte indiske producenter til at fremvise indisk kvalitetshåndværk.

Den 19.-20. november afholdes messen Indian Fashion & Home Decor for første gang nogensinde på Comwell konferencecenter i Ørestad, hvor EPCH, Export Promotion Council for Handicrafts, i Indien og den Indiske Ambassade i Danmark har samlet 25 nøje udvalgte indiske producenter til at vise bredden og kvaliteten af indisk håndværk.

På messen præsenteres indisk produktion inden for mode, tekstil og interiør, og det overordnede mål med den nye messe er at fremvise indisk kvalitetshåndværk.  Messen giver danske indkøbere, designere og samarbejdspartnere mulighed for at opleve tekstil, møbler samt interiør til hjemmet i træ, glas og metal.

”I Indien er der stærke traditioner inden for tekstil og produktion af boligindretning, og den rene nordiske æstetik vinder stærkt frem både i indisk design og arkitektur. Derfor er matchet mellem indisk produktion og danske virksomheder det helt rigtige. Med denne messe ønsker vi at give danske virksomheder mulighed for at se, hvad indiske producenter har at byde på og starte en dialog om samarbejde,” siger direktør for EPCH House, Mr. R.K. Verma i en pressemeddelelse.

Den nye messe afholdes på Comwell konferencecenter i Ørestad, og på åbningsdagen, mandag den 19. november, vil der være en åbningsceremoni for kunder og presse.