Den 21.-24. august løber Formex-messen af stablen. Hvilke tiltag arbejder messen med? Og hvordan trækker messen besøgende og udstillere til? Læs med, når Marianne Sjöberg, fra messens officielle kontor i Danmark, svarer på spørgsmålene om den kommende messe.

 

Hvilke nye tiltag præsenterer I på den kommende messe?

Det overordnede tema for augustmessen er ’Unexpected Gatherings’, som er præget af uventede møder og tilfældigt sammensatte kombinationer. De besøgende kan forvente uventede møder med florister, håndværkere, arkitekter, designere, udstillere, stylister, kokke og trendeksperter.

Konceptet Guest Creator er en ny satsning på Formex, og vi er stolte af at kunne præsentere den engelske indretningsguru Abigail Ahern som messens første Guest Creator. Abigail Ahern vil skabe en temaudstilling i entréhallen.

Messen vil også gerne aktivere de besøgende, så de ikke ’blot’ ser, hvad andre laver. En succes, vi havde på januar-messen, gentager vi til august med Visualisternes workshop. I de to svenske designere Tove Castor og Karin Ugglas workshop får de besøgende mulighed for at skabe et stilleben inspireret af messens tema med produkter fra deres favoritudstillere.

Endelig kan vi nævne, at et af hovednavnene på foredragsscenen er pej gruppens dynamiske trendkonsulent Rikke Skytte, som holder to foredrag med sidste nyt om sæsonens trends.

 

Hvordan er fordelingen mellem ’gengangere’ og nye udstillere, og hvad gør I for at fastholde/tiltrække udstillerne?

Der er et ret stabilt antal danske udstillere på Formex. Langt de fleste udstillere er selvfølgelig gengangere og har været med i mange år. Men branchen præges af rigtig mange små virksomheder med én til to medarbejdere, og det er især blandt dem, vi ser en udskiftning.

For at tiltrække og fastholde udstillerne lægger vi os hele tiden i selen for at give de besøgende et så godt udbytte af messen som muligt. En indretningsmesse, man glæder sig til at besøge, byder på et eller flere aktuelle og fremrettede temaer, som blandt andet afspejler sig i trendudstillinger, barer og cafeer på messeområdet.

En god messe byder også på foredrag fra engagerede eksperter, som formår at formidle budskaber, man gider at bruge lidt tid på. Konkurrencer og prisoverrækkelser skal have så stor en værdi og popularitet, at de kommer igen og bliver en tradition. Jo mere, vi som arrangører kan medvirke til at gøre messen til et spændende mødested, jo lettere har vi ved at tiltrække udstillere.

 

Hvem er de typiske besøgende på jeres messe, og hvad efterspørger de besøgende på messen?

De besøgende på Formex er svenske og internationale indkøbere, agenter, grossister, importører, formgivere, producenter samt medier fra indretnings- og gavebranchen. Messen har gennem årene udviklet sig til at være verdens største præsentation af nordisk indretningsdesign med besøgende fra over 60 lande. Mange indkøbere har måske kun afsat nogle få timer til at besøge messen, så for dem gælder dem om hurtigt at kunne danne sig et overblik over netop det, de er interesseret i. Så overskuelighed for de besøgende og et generelt højt fagligt niveau er noget, vi lægger stor vægt på.

De besøgende går selvfølgelig meget efter nyheder på standene, men de svenske besøgende lægger også vægt på genkendelighed – altså om en udstiller kommer igen messe efter messe.

 

Hvordan skiller jeres messe sig ud fra andre messer?
Mange messer inden for indretning og møbler bliver skabt af messecentre eller eksterne messearrangører, som har sat sig i hovedet, at de bare vil have sådan en messe. Der er desværre mange eksempler på, at det ikke er så let at skabe en messe, som man måske skulle tro.

Den første Formex fandt sted for 58 år siden, og der er siden arrangeret over 100 messer. Alder er jo ikke i sig selv noget kvalitetsstempel, men Formex’ levedygtighed og den løbende succes har gjort det lettere at finde den vigtige opbakning blandt brancheforeninger og andre organisationer.

 

FAKTA
  • Hvornår afholdes messen? 21.-24. august 2018
  • Hvor afholdes messen? Stockholsmässan i Stockholm
  • Antal udstillere seneste sommermesse: 862
  • Forventet antal udstillere til kommende messe (ca.): Endnu ikke kendt
  • Antal besøgende seneste sommermesse: 21.400
  • Antal besøgende til kommende messe (ca.): Endnu ikke kendt